FrederikVIOgASØrsted

152 ingen Kirkens Lærer maa foredrage noget, der er stridende mod samme. Deres Majestet vilde aller* naadigst bemærke, at jeg ikke paa mindste Maade har modsagt den Anasthasianske Trinitetsiære; jeg har kun villet vise, at dette subtile Dogma ikke er en saa væsentlig Bestanddel af den evangelisk chri* stelige Troe at man, med Føie, kan udelukke dem fra de rettroende Christnes Tal, der hvilende ved Skriftens egne Ord, lader de tilføiede dogmatiske Bestemmelser staae ved deres Værd, eller endog finder Scrupler ved den Forestillingsmaade og især ved den Fordring, at hvo der vorde salig skal dele disse Forestillingsmaader. Jeg troer nu at have allerunderdanigst retfærdig* gjort mig med Hensyn til de enkelte Punkter i for* nævnte Afhandlings Indhold, som ere lagte mig til Last. I Forbindelse hermed vover jeg endnu i dy* beste Underdanighed at henvende Deres Majestets allernaadigste Opmærksomhed paa den Aand, der hersker i det hele Arbeide. Jeg skulde meget be* drage mig, hvis Deres Majestet ikke, saafremt De vilde værdige mig den allerhøieste Naade at gjen* nemlæse det, vil deri fra Begyndelsen til Enden finde Spor til den varme Kjærlighed for Religion, for Konge og Fødeland, den samme Iver for Sand* hed og Ret, der — det tør jeg med fuld Tillid sige — betegner min hele nu snart 30aarige Forfatter* bane. Mit Arbeide gaaer ud paa at retfærdiggjøre vore kirkelige Indretninger mod de stærke og hyp* pige Klager, der føres over samme, og at bevise, at de mange Forandringer som baade Forstandige og Uforstandige, baade Velsindede og Ildesindede, baa* de Zeloter og Fritænkere, have erklæret dem for ikke allene ere overflødige men endog vilde være