FrederikVIOgASØrsted

106 ingen Maade, for min egen Person, havt noget at erindre imod den Anastasianske Forestillingsmaade om Treenigheden. Jeg har tvertimod 12 B. 1 H. S. 253, med Styrke, erklæret mig imod dens Forhaa* nere, cfr. S. 256*), og jeg erkjender, at Symbolet indeholder en af skriftmessige Elementer og af dyb* sindig Philosophie hentet Fremstilling, der nok om* trent betegner den Troens Hemmelighed, som den har villet forklare, saa treffende som det er Menne* sker givet at betegne den; og om der end møde store dialektiske Vanskeligheder ved den videre Udvik* ling af Læren, saa veed Enhver, der har henvendt sit Sind til deslige Granskninger, at selve Forestil* lingen om en Gud og om en frie Villie, saa urokke* lige de end i sig ere, medfører dialektiske Vanske* ligheder, som den endelige Forstand ei formaaer at opløse. Kun har jeg troet, at hiin Læres fine dialek* tiske Bestemmelser, der saa ganske ligge uden for Mængdens Fatteevne, og heller ikke ere gjentagne i den augsborgske Confession, der aldeles ikke nævner Athanasii Symbol, ei ere nødvendige Bestanddele af den himmelske Lære, Præsten, med største Flid, har at indprænte sine Tilhørere; hvorhos han dog, for at jeg endnu engang skal gjentage det, aldrig maa lære noget, som er derimod. Forsaavidt endelig Symbolet erklærer, at Ingen kan blive salig, der ei saaledes tænker over de tre Personer, saa er det vist, at dette ikke hører til selve Troens egentlige Indhold; thi dersom Nogen virkelig bevarer den christne Troe reent og fuldstændigt, kan han dog vel ikke fjærne sig fra Gud og Saligheden, derved at han holder for, at den guddommelige Naade ogsaa kan frelse dem, der maatte afvige fra denne Troe. Man maatte ellers

*) Foran S. 36, kfr. S. 38.