FrederikVIOgASØrsted

105 som en kun middelbar af Skriften hidledt Lære, saa har jeg ingenlunde derved forstaaet eller kunnet for# staae den Sætning, at Gud har aabenbaret sig som Fader, Søn og Aand, og af de Christne bør tilbedes i denne tredobbelte Egenskab. Dette er vist nok reen og simpel Bibellære, og da den netop udgjør Indholdet af de tre Troens Artikler (det apostoliske Symbol), hvilke jeg strax forud omhyggelig har søgt at hævde som en Christendommens Grundlære, saa indlyser det, at det ikke kan være denne, jeg har meent S. 254. Jeg har kun sigtet til den finere, dog* matiske Bearbeidelse, som denne Lære, foranlediget ved de dogmatiske Stridigheder, der, efterat ChrL stendommen havde forenet sig med Tidsphiloso* phien, deelte de Christne, fik i det fjerde christelige Aarhundrede, og som, ved det Nicæiske, men især det saakaldte Athanasiske Symbolum, er blevet be* fæstet som Kirkelære. Jeg har herved fulgt de nyere Dogmatikeres Talebrug, som kun give den Lære, der, i Guddommens indre Væsen, sætter en Trehed, Een* heden ubeskadiget, og bestemmer Personernes indre Forhold til hinanden, hiint Navn, hvilket ligesaalidet kjendtes i de første christelige Aarhundreder, som det findes i Skriften. Men, da den populærere Tale* brug ogsaa betjener sig af dette Navn for at betegne den fromme umiddelbar bibelske Troe paa Gud, som Fader, Søn og hellig Aand, hvori man vist og gjør Ret, saa kunde let en øieblikkelig Misforstaaelse op* komme, der kunde og altsaa burde være forebygget ved en Tillægsbestemmelse.") Jeg har iøvrigt, paa *) Det er for Resten og, paa en indirecte Maade, erkjendt i den au* thoriserede Lærebog, at Udtrykket Treenigheden ikke er en reen bibelsk men kun en kirkelig Betegnelse. Det hedder der S. 11 i en Anmærk* ning: »Det er vedtaget blandt Christne, at de kalde Gud den treenige«, ligesom man heller ikke der, som i Pontoppidans Forklaring, finder den hele Anastasianske Dogmatik.