FrederikVIOgASØrsted

90 forstyrre en rolig og gavnlig Embedsvirksomhed, saa godt som aldrig benytte hiin Myndighed. Den en# kelte Præst, som gjorde Brug af samme, vilde saa me# get mere være given til Priis for Had og Forfølgelse. I Særdeleshed vilde Præsten udsætte sig for alle Slags Drillerier og Fortrædeligheder, hvis han vovede at udøve hiin Myndighed imod Personer af en vis Dan# nelse eller Stilling i Staten. Men, dersom Den, der var sat høit i Samfundet, blev skaanet, medens Strenghed blev udviist mod de ringere Klasser, vilde dette vist* nok være i høieste Grad forargeligt. En ny Lov, som, selv i en mildnet Form, vilde fornye den Myndighed, Lovens 2—9 tillægger Kirken over Ubodfærdige, vil* de derfor uden Tvivl, efterat enkelte Præster, ved Forsøg paa at sætte den i Kraft, havde indviklet dem i Fortrædeligheder, som vilde tilintetgøre deres Roe og Embedsvirksomhed, ligesom hiint Lovens Capitel selv, gaae af Brug. Jeg holder mig saaledes overbeviist om, at den af flere Geistlige i de senere Tider anbefalede Kirke* disciplins Fornyelse vilde være et af de for Kirke og Stat fordærveligste Skridt, man kunde foretage sig. Dersom Kirken end derved kunde vinde flere Mund* christne, saa vilde desto sikkrere Antallet af dem, der tilbede Christus i Aand og Sandhed, aftage; og, i Stedet for at knytte Folket stærkere til Christendom* men, vilde slig fornyet Indretning give Kirken Ud* seendet af en fiendtlig, tvingende Magt, og fjærne mange Hjerter fra Christendommen. Jeg behøver iøvrigt ikke at vise, at min Dom om Kirketugten ikke har sin Grund i den Mangel paa Sands for Religionens og Sædelighedens Vigtighed for Staten, som Schuderoff, med saa megen Bitterhed, bebreider Juristerne, hvilke han synes at tilskrive hele Skylden for, at Religionen og Kirken ikke have deres