FrederikVIOgASØrsted

91 tilbørlige Indflydelse i Samfundet. Det er bekjendt nok, at jeg ingenlunde deler de Juristers Mening, som mene, at en urokkelig Retsorden kan bygges paa en ved Egennyttens kunstige Styrelse frembragt saa kaldet psychologisk Mechanisme, uden at behøve Religion eller Moral eller nogen dermed beslægtet Følelse til sin Opretholdelse. Tvertimod har maaskee Ingen, med større Omhue og Eftertryk, søgt at ned# bryde denne for 20 til 30 Aar siden blandt Retsphilo# sopherne almindelig antagne Forestillingsmaade —• den jeg dog i mine ældste videnskabelige Arbeider selv havde hyldet — i sine Grundvolde, og jeg har Anledning til at troe, at min Bestræbelse ikke har været uden Virkning. En saadan censura morum, som man vil hævde Geistligheden, vilde heelt vel passe sig i mit Retssystem, dersom jeg ikke frygtede for de store og uundgaaelige Misbrug, hvorfor den vilde væ# re udsat, og det fordærvelige Indtryk, som den ved sin Tilværelse og endnu mere ved sin virkelige Ud# øvelse, vilde gjøre. løvrigt indsees det let, at jeg ikke, fordi jeg bestrider hiin Myndighed, derfor vil have al speciel Sjælesorg, alt sædeligt Tilsyn med Menig# heden eller al Retsvirkning af Geistlighedens Dom over Individernes sædelige og religiøse Tilstand af# skaffet. Præsten bliver vistnok berettiget og forplig# tet til at advare Enhver, som han finder at gaae paa den urette Vei, ligesom og hans Vidnesbyrd bliver af Vigtighed i ethvert Tilfælde, hvor en Person skal føre Beviis for sin sædelige Vandel. Heri er og Loven i sin fulde Kraft. Men hvad Præsten i saa Henseende skal udrette, beroer meest paa hans Iver for Sagen, hans Klogskab og Erfaring, hans Anseelse i Menig# heden og hans Bekjendtskab med dens Lemmer. Nye

[Om Schuderoff’s Skrifter se foran S. 84 Note].