FrederikVIOgASØrsted

76 (cfr. 1—2—13). Men i den Deel af Sagen, der beroer paa theologisk Indsigt, vil dog, hvad enten Geistlige umiddelbar have Sæde i Retten eller ikke, Theolo# gers Mening stedse blive afgjørende. De retslærde Dommere maa deri, som i alt andet, der forudsætter en for deres Kald fremmed Indsigt, bygge paa Sag# kyndiges Betænkninger, der altsaa blive de sande Dommere over denne Deel af Sagen. Kun at de Slut# ninger, som indeholdes i slige Betænkninger, passe sig til Lovene, have de retslærde Dommere at paa# see, og derefter at gjøre Anvendelsen af Loven paa Sagens oplyste Beskaffenhed. Saaledes vilde det, hvis Theologer eragtede, at en Lære vel var stridende mod de i vor Kirke antagne symboliske Bøger, men at den dog kunde forsvares ved Exegesis eller For# nuftslutninger, være de Retslærdes Sag at afgjøre, hvad Retsvirkning en saadan Betænkning kunde have imod eller for den Paagjeldende. Det er her ikke anderledes end, t. Ex., i de mangfoldige og vig# tige Retssager, hvori Lægers Bedømmelse behøves angaaende en eller anden Deel af Factum. Forsaavidt Lægerne blive inden for deres Videnskabs Grændser og bygge deres Mening paa scientisiske Grunde, maae Domstolene, uden videre, følge deres Betænk# ning. Men, forsaavidt de af deres Præmisser gjøre nogen Anvendelse, som kan bedømmes ved Hjelp af Lovene og den almindelige Menneskeforstand, da ere Domstolene ingenlunde bundne derved. Naar Læger# ne erklære, at et Saar kun, formedelst den Saaredes individuelle Legemsbeskaffenhed, blev Aarsagen til hans Død, saa er dette noget, som Domstolene ikke kunne forkaste. De kunne blot, efter Omstændighe# derne, foranledige Sagen yderligere prøvet af andre Læger. Men, hvis Lægerne heraf udlede det Resul# tat, at den Paagjeldende ei kan betragtes som Drabs#