FrederikVIOgASØrsted

75 og der bliver i Gjerningen intet Kirken endog i fjern Maade vedkommende Anliggende afgjort, uden disse anseelige geistlige Øvrigheders Medvirkning. Hvad Anklage for Vranglære angaaer, da, skjøndt enhver oplyst Christen maa kunne bedømme, hvad der er aabenbar stridende mod Christendommens Grund* sandheder, saa vilde det dog ikke mangle, at Theo# logers Betænkninger vilde blive indhentede, inden et sligt Skridt blev foretaget. Dette tilsiger og L. 2 B. 17 Cap. 23 Art., hvis Grundsætning kan følges, om end ikke Sagen ganske behandles i den Form, Lovstedet omhandler. Det skjønnes saaledes ikke rettere, end at Geistlige ville, i hine Sager, faae al den Indflydelse, der tilkommer dem. Det er jo dog ikke Hr. Prof. C/au# sens Mening, at disse skulle have en selvstændig Myndighed til at afgjøre saadanne Sager. Ligesom han naturligvis forkaster Catholicismens Lære om en fra Apostlerne paa Biskopperne forplantet guddom# melig Fuldmagt, saaledes kan Geistligheden heller ikke paa nogen Maade siges at have en Fuldmagt fra Menighederne til heri at handle paa disses Vegne. Det er blot Geistlighedens Indsigter, som bør benyt# tes ved de omhandlede Ledigheder; de ere derved de naturligste og sikkreste Raadgivere; og denne For# retning ville de, under den hos os indførte Tingenes Orden, altid beholde. Naar Sager angaaende Vranglære komme for Dom# stolene, saa ville, efter L. 1—2—15 og 1—6—8 samt Frd. 5te Decbr. 1806, ordentligviis i første og anden Instants geistlige Mænd tage Deel med verdslige i at paakjende Sagen. I Høiesteret bliver derimod ingen geistlig Mand tilkaldt ved slige Sagers Behandling [.Fororcfn. af 5 . December 1806 for Danmark ang., hvorledes med Skifter og Auktioner efter Personer af geistlig Stand samt med geist* lige Sagers Paadømmelse i første Instans bør forholdes].