FrederikVIOgASØrsted

57 umueligt, mellem det, der kan tilstædes, og det, der maa være forbudt, at opføre saa skarpt betegnende Grændser, at man altid, med sandselig Evidents, kan skille begge Gebeter fra hinanden. Selv i det meest materielle Retsgebet kan Loven ikke med mathematisk Nøiagtighed afpæle Ret og Uret fra hinanden, men det vil stedse beroe paa Dommernes Indsigt i For* holdene, paa deres sikkre Dømmekraft, og paa deres reene Villie, ligesaa meget som paa selve Lovene, hvorledes Retfærdigheden vil blive opnaaet. Endnu mindre kunde hiin Nøiagtighed ventes her, hvor der spørges om en aandelig Virksomhed. Man tænke iøv* rigt ikke, at man, i en Kirke, der blot skulde udbrede den naturlige Religions Grundsætninger, vilde være frie for den Uvished, og Meningsulighed, der, i det givne Tilfælde, kunde opstaae om, hvorvidt Læreren har tilladt sig nogen Afvigelse fra den Lære, han var sat til at forkynde, eller ikke. Allerede med Hensyn til den første og meest nødvendige Læresætning, som et Bekjendelsesskrift for den naturlige Religion maatte indeholde, nemlig at der er en Gud, kunde der møde Vanskeligheder af samme Art som de, der kunne opstaae ved Prøvelsen af en Læres Overeens* stemmelse med de paa en Aabenbaring grundede symboliske Bøger. Man vilde dog vel ikke ansee det for nok, at hine Ord bleve brugte, og være aldeles ligegyldig ved de Forestillinger, Læreren gav om den Gud, han forkyndte. Men det er bekjendt, at Philo* sopher, der dog have bekjendt en Gud, ere af andre Philosopherende bievne beskyldte for Atheisme; ja dette er endog hændet dem, hvis Philosophie var langt mere religiøs, end deres, der stemplede dem som Atheister. For ikke at gaae tilbage til ældre Exempler, saa have vi selv oplevet dette Phænomen med Hensyn til tre af de Philosopher, som have havt