FrederikVIOgASØrsted

58 den meest udbredte Indflydelse paa Tidsalderens phi? losophiske Tænkemaade, og som derhos have virket meest til at give denne en mere religiøs Characteer. Kant blev ofte sigtet for Atheisterie, fordi han lærte, at Guds Tilværelse ei kunde bevises, men blot af moralske Grunde maatte troes. Dette var imidlertid kun Misforstaaelse; thi den Troe paa Gud, Kant lærer, er en virkelig Overbeviisning, der kun i Henseende til dens Kilde, men ikke i Styrke, skiller sig fra den Art af Overbeviisning, han kalder Viden; ligesom hans moralske Troesgrund, i det mindste efter sin Hensigt, er et virkeligt Beviis, da den gaaer ud paa at lægge hiin Troes nødvendige Sammenhæng med det, der er uomtvistelig Sandhed, for Dagen"). *) En skarpsindig Forfatter har nyelig forsøgt paa at retfærdiggjøre den Paastand, at Guds Tilværelse ei kan bevises, med nye Grunde. Hans Deduction løber ud paa, at en Sætning kun kan bevises, ved at Man lægger dens nødvendige Forbindelse med en ubetinget Sandhed for Dagen, men at der ikke, ved Siden af Gud, som den evige Sand- hed, kan, uden Modsigelse, tænkes noget andet, som er ubetinget sandt, d. e. har Grunden til sig selv og sin Sandhed i sig selv, og hvilket man altsaa kunde lægge til Grund for en Beviisførelse for Guds Tilværelse (Dr. Fabers femBreve til Grundtvig, S. 122 ff.) Men dette er uden Tvivl at lægge et aldeles vilkaarligt og til den menneskelige Kjendeevnes Na= tur lidet svarende Begreb til Grund. Et Beviis skal gaae ud fra noget, hvis Sandhed er afgjort, og skal, ved rigtige Slutninger, godtgjøre en nødvendig Forbindelse mellem denne forud afgjorte Sandhed og det, som skal bevises. Men at Beviisførelsen skal gaae ud fra den øverste Realgrund for al Sandhed er en Fordring, hvorved man egentlig tilin* tetgjør al virkelig Brug og Betydning af denne Fornuftoperation; thi ligesom Guds Tilværelse, efter hiin Deduction, ei lod sig bevise, saale* des lod heller intet andet sig bevise, uden derved, at man, efterat Ideen omGud, det ubetinget Sande, engang var givet, kunde hidlede det der* fra. Men, hvorledes lader sig nogen Forestilling gjøre om Gud, som vi kunde tillægge nogen Sandhed, uden at forudsætte, i det mindste Tænk­ ningens Love som givne? Ogsaa disse vare imidlertid jo, efter hiin Forestillingsmaade, kun betinget sande, og kunde altsaa ikke bruges i en Beviisførelse. Man vil desuden end ikke ved Hjelp af Tænknings Lovene allene kunne fra Gud komme til en Verden, men maa tage det, der umiddelbar er givet i Bevidstheden til Hjelp; og da dette hverken medfører nogen ubetinget Sandhed (i Forfatterens Betydning), eller ve