FrederikVIOgASØrsted

56 at jo mildere Midler, hvoriblandt Irettesættelse og Advarsel, kunde afsone hans Brøde og forebygge vi* dere Forargelse. Og, naar dette forudsættes som stemmende med Sagens Natur, synes det, at man, i Overeensstemmelse dermed, bør forklare hine utyde# lige Artikler, hvis Ubestemthed maaskee netop har sin. Grund i Conflicten mellem vore Loves skaansom# me Aand og deres Iver for Rettroenheden. løvrigt er det utvivlsomt, at en Religionslærer kunde paadrage sig Embedsforbrydelse, endog for Afvigelse fra Kir# kens Lære i de mindre væsentlige Stykker, naar den# ne Afvigelse yttrede sig paa en særdeles forargelig Maade, for Ex. dersom han endog udtrykte sig paa en anstødelig Maade over sligt Dogma. Selv fremmede Troesbekjendelser er det forbudt Præsten hadske# ligen at angribe (2—4—6). Hvor meget strafværdigere vilde det ikke være, hvis han formastede sig til at nedværdige nogen Deel af Kirkens egen Lære? Maaskee Nogen vilde klage over, at vor Fortolk# ning over de Love, der bestemme de symboliske Bøgers Myndighed, ikke giver et saa bestemt Resul# tat, at man jo ofte i det givne Tilfælde vil være i Tvivl om, hvorvidt en Religionslærer har forseet sig imod den ham i saa Henseende paaliggende Forpligt telse eller ikke, og i hvad Grad Forseelsen i det før.- ste Tilfælde skal tilregnes. Denne Klage kunde frem# sættes baade af Dem, der frygte for, at denne For# tolkning ikke er tilstrækkelig til at omgjerde Kirken imod vildfarende Meninger, og af Dem, der nære den modsatte Frygt, nemlig at den kunde misbruges til at undertrykke fri Forskning. Mit Svar til denne Klage vilde være, at jeg vel, efter Evne, har søgt at bringe Sagen til faste og be# stemte Grundsætninger, men at det ikke eene er mine Evners Ufuldkommenhed, der har gjort mig det