FraMitStudenterOgTeaterLiv

212 Høedt og Wiehe dannede som et Kompagniskab, man kunde ikke nævne den ene, uden at man kom til at tænke paa den anden. Det ubrødelige Venskab, som havde knyttet dem sammen i deres unge Dage, varede ved, til Døden skilte dem ad, og det skønt de havde højst forskellige Karakterer. Det er en fejl Mening, som i sin Tid deltes af de Fleste, at Wiehe underordnede sig Høedt, eller at denne paa­ tvang Wiehe sine Anskuelser. Wiehe stod tværtimod i saa Henseende upaavirket og fast paa sin Ansku­ else og Opfattelse og det undertiden med en vis Stædighed. Høedts dæmoniske Indvirkning paa sine Omgivelser er en Myte, men han besad en stor Evne til at fængsle alle, selv sine Modstandere. Han var aandrig, kundskabsrig og meget veltalende; han havde læst meget og havde en Jernhukommelse. Høedts Kunstnerbane var kun kort. Han præsterede store og mesterlige Ting som Hamlet, men han slog som Skuespiller aldrig fuldt ud igennem. Hans Spil var den fuldtudviklede, gennemdannede Kunstners, men han illuderede ikke. Høedt vilde Reformation ved Teatret, men langtfra Revolution. Faa havde saa sikkert et Blik for Komedie som han, og han var en udmærket Elevinstruktør. Han hadede Unatur og lærte sine Elever at tale Dansk rent og smukt. Det var dog særlig som Sceneinstruktør, at han var fremragende dygtig. Jeg har set ham baade paa det kongelige Teater og især paa Folketeatret sætte Styk­ ker i Scene og været Vidne til hans forbavsende Evne og Kunst. Stykker som Revyen, De Forlovede