FraMitStudenterOgTeaterLiv

211 Fra samme Middag husker jeg Professor Nielsen; han havde ikke opnaaet at faa den Borddame, han havde ønsket, var i den Anledning misfornøjet og gnaven og sagde ikke mange Ord. Ved Slutningen af Middagen, da Ordet var frit, blev han af Høedt opfordret til at give noget til Bedste, men vægrede sig haardnakket under Foregivende, at han ikke var vel, men, da en Deputation af unge Damer kom hen og bestormede ham, blev han som elektriseret. Han sprang op paa sin Stol og fremsagde Runebergs Sven Dufva med en ungdommelig Begejstring og en saa- dan Kraft, at hele Salen genlød af Jubel og Bifald, og alle strømmede hen til ham for at takke ham; herefter blev han i udmærket Humør. Wiehe, som igennem sin Bedstemoder Mad. Ro­ sing havde stiftet Bekendtskab med Nielsens, holdt dette højt i Ære. Det var særlig Fru Nielsen, som han omfattede med en Søns begejstrede Hengiven­ hed. Et lille Nytaarskort fra 1847 betegner paa en smuk Maade Forholdet. Kære Madam Nielsen! Tak for alt det Gode, jeg skylder Dem! Tak fordi De lever og virker forædlende paa mig! Tak fordi De holder af os og giver os Lov til at holde af Dem! Lev længe! Helst glad! Men kom­ mer der Sorger, da ville vi, som elske Dem, hjælpe Dem at bære dem. Deres hengivne M ic h a e l. Nytaarsaften 1847.

14*