FraMitStudenterOgTeaterLiv

210 Sammenspillet mellem ham og hende var, som hun med Rette siger, „lykkeligt for ham, for mig, for Dig­ teren, for Teatret og for Publikum“. Michael Wiehe var uden Tvivl en af de største Kunstnere i sit Fag, baade som lyrisk Elsker og som Karakterskuespil­ ler, det kongelige Teater har ejet. Han var et stille, dybt Gemyt, som ofte blev mistydet af Folk, der ikke kendte ham. Han var elskværdig, imødekom­ mende og opmuntrende lige over for os Yngre. En yderst sjælden Gang kunde han slaa Gækken løs, saaledes ved en Middag paa Skydebanen, som Høedt gav for Teaterfolk og Venner. Aftnen endte selv­ følgelig med Dans, men ingen af Herrerne var ihær­ digere Danser end Wiehe, og jeg ser ham endnu fare Salen rundt med Fru Holst, som han særlig beundrede. Klokken 3 om Morgenen sad han, Høedt og jeg paa en tarvelig Beværtning og drak Kaffe. Om denne Middag havde Rygtet fortalt, at ved den vilde Høedts Forlovelse med en af Teatrets talentfuldeste og mest feterede Kunstnerinder blive deklareret, men dette skete ikke; H. P. Holst havde i en Sang sigtet til denne forventede Begivenhed paa følgende Maade:

Ja dit Held er urimelig stort, Derfor husk, (at ej Himlen skal vredes,) At ej selv ved dit Held du skal kedes, Hvad Polykrates fordum har gjort. Tag din Ring af din Finger, o Høedt, Du skal ikke den kaste i Vandet — Du kan ogsaa den bruge til andet, Men opsæt det blot ikke, o Høedt!