FraDetGamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden

7 4

ikke saa let Navne som Mad. Fouraux, Jfr. Tourniaire, men fremfor alt Damerne Lezinski, Kremzow og Mad. Tourniaire, om hvem det med Rette kunde hedde, at de havde udsmuglet af Kjøbenhavns Fæstning saa mangt et H jerte og saa mangen en Bankoseddel. Især var Lezinski og Kremzow Dagens Løv­ inder. Naar de optraadte, var Cirkus propfuldt og Bifaldet stormende. Vesterbro-Tlieater blev ogsaa flitligt benyttet af rejsende dramatiske Selskaber af næsten alle Nationaliteter, der fandt deres Fordel ved at hidflytte Thespiskarren hertil. Jeg m inder om Bornholdts og Schlemullers Selskab, der her gav Operaer i det tydske Sprog. Dette Selskab talte flere respektable Kræf­ ter, saasom Demoiselle Fischer, Mad. Christiany, Bassisten Fackler, Ægteparret Ursprnch, Sangerinden Mad. Ubrich. Der opførtes flere gode Operaer, saasom „Jægerbruden“, „Wil­ helm Tell“, „Lestocq“, „Bortførelsen fra Seraillet“, „Maske­ ballet“ og Boyeldieus „Johan af Pa ris“. I sidstnævnte Opera gjorde Tenoristen Seest saa megen Lykke, at det kgl. Theaters Chef, Holstéin, blev formaaet til, skjønt efter megen Mod­ stræben, at engagere ham. Seest var født i Byen Slesvig, han talte kun meget daarligt Dansk, og det viste sig ogsaa ved hans forskjellige Debuter, blandt andre som Robert af Nor­ mandiet, at hans Engagement var langtfra det heldigste. Man fandt, at „slesvigsk Smør“ var ligesaa uheldigt som dansk hos en Tenorist, og det varede ikke længe, før han blev hen­ vist til en Korsangers beskedne Stilling. Megen Lykke gjorde et andet tydsk Selskab, saa vidt erin­ dres under en Hr. Muncks Direktion, der opførte tydske F a r­ cer og Folkekomedier. Blandt Personalet befandt sig de dyg­ tige Kunstnere Wilc.ke og Zimmermann, som i Nestroys „Lum- pacivagabundus“, Raymunds „Der Verschwender“ og Angelys „Fest der Handwerker“ gjorde formelig Furore. Ved dette Selskab befandt sig den danskfødte Skuespiller Pallesen, som efter at have gjort megen Lykke i „Den rejsende Student“ ligeledes blev engageret ved det kgl. Theater, hvor han dog trods sit betydelige Talent kun blev en kort Tid, da han paa Grund af sit stridbare Gemyt og sin Lyst til det omflakkende Liv ikke kunde finde sig til Bette derved. Senere afvexlede ikke faa Theatertruper med Beriderselskaber. Der var flere franske Sel­ skaber, saasom Armands særdeles gode; der var spanske Dand- sere, blandt hvilke især den smukke Dolores Serral gjorde Op­ sigt, og selv „Vennerne hinsidan Sundet“ lode sig repræsentere af et Selskab, der imidlertid ikke videre tiltalte. Her var det og-