Forskønnelsen_1913

som et ved sin Form særlig interessant Træ; det varden­ gang frugtbart med udviklet Krone. Man se den nu! mis­ handlet og Genstand for den raaeste Overlast. Det er ble­ ven en Sport at flaa dens svære Bark af; dens hule Stamme benyttes som Pa­ piroplag, i hvilket Bøller fra Tid til anden tænder Baal. Nu har den kun en lille Dusk grønne Smaakviste tilbage. Om faa Aar, maaske alle­ rede i Aar er den en Saga blott. I Udlandet er saadanne gamle historiske Træer fre­ dede og beskyttede, hvilket saa udmærket kan ske uden nævneværdige Ofre og uden at mispryde Stedet. Og i de senere Aar søger man overalt at værne om de enten ved deres Skønhed og Betydning eller ved deres Plads særlig fremtrædende Træer gennem en kyndig, man kan kalde det »lægelig­ nende« Behandling. Forstvæ­ senet burde have sin Op­ mærksomhed henvendt her- paa — fra flere private Par­ ker og Skove herhjemme har

Skovfogedegen 1910.

man i saa Henseende gode Erfaringer at hente. Uglen og Spætmejsen finder nok andre Smuthuller, og selve Pan vil sikkert ikke lide noget i sin Værdig­ hed, fordi »Trædoktoren« kommer hans gamle Venner til Hjælp. Dyre­ havens Kogleri vil derimod miste me­ get ved Tabet af disse. Det er selvfølgelig ikke mit Ønske, at Trædoktoren skal tage fat, ligesom Tandlægen søger at stoppe alle de hule Tænder. Princippet skulde netop være det, at det syge skal forgaa for at give Plads for det sunde: blot Forstvæsenet havde fulgt dette! Forøvrigt delerjeg ganske Kammer­ herrens Betragtninger, at overdreven Kultur skal undgaas i Dyrehaven. Kampen indenfor Naturen — den fri og hensynsløse Kamp mellem Træer­ ne — har sin store Interesse og skaber ofte store Skønheder og Ejendomme­ ligheder. Netop Dyrehaven har fra ældre Tid saa mange Exempler her-

paa i Bøges og Eges voldsomme Kam­ pe, der flere Steder gaa over i Nær­ kampen — det rene Favntag, hvor Stammerne æde sig ind i hinanden og Kronerne danne ét Sammenslyng. Men denne Kamps Berettigelse har ogsaa sine Grænser. Hvor den kun er Ødelæggelse — det syges og tarvelige- res, Parvenuens Underminering af det ædle Træ, dér er det fuldtud forsvar­ ligt, ja bydende nødvendigt i en Lyst­ skov som Dyrehaven, at Forstvæse­ net griber ind. Hvor kan det ikke ofte skære En i Hjærtet at se den gamle Egs Kamp, naar Resultatet med Sikkerhed kan forudses at blive dette: at Skovens stolteste Træ Aar for Aar svækkes og tilsidst tilintetgøres, medens Angribe­ ren, der ej heller gaar uskadt ud af Kampen, ikke bliver andet end det forkrøblede Skadetræ. Mærkværdigt nok, at Forstvæsenet ikke har haft Øjet op herfor —, i alt Fald hvor det 33