Forskønnelsen_1913

brikkernes høje Skorstene og Skibenes Maste­ skov fortoner sig i Disen, — gaa og se det, Kø­ benhavner, og glæd Dig over, at vi endnu har et Stykke Romantik med Gammelt og Nyt vævet ind i hinanden, vævet sammen med Naturen, saa nær ved Byens Hjærte, og lov Dig selv af al din Evne og al din Kraft at bevare den Skøn­ hed, vi er saa lykkelige at eje endnu.

hvide Maanelys spille i Doksidens grønskim- lede Trævæg og i de rislende Vandløb fra Sluserne og hor de sælsomme Lyde, Suk, Drøn, Hyl fra Dokkens Bund. Glæd Dig en Sommer­ aften over, hvor København er smuk herovre fra. eller gaa en Vintereftermiddag ud paa Lan­ gebro og se Solen gaa ned i Kallebodstrands graagyldne Dis, medens Frederiksholms Fa­

GRUNDTVIGS KLOKKETAARN OG ANDRE GRUNDTVIG-MINDESMÆRKER bydere, der saa har det i sin Haand at føre Sa­ gen videre.

Man kan oprigtigt glæde sig over dette Resul­ tat og maa nu kun haabe, at Grundtvigs Ven­ ner Landet over maa slutte sig til Tanken og bære den frem til endelig Sejr. Det drejer sig her om en af vort Lands Største, og derfor bor vel det Mærke, hvorved han mindes, være større og anseligere end de fleste. Lad det blive et Bygningsværk! Grundtvig brød sig ikke stort om Billeder, men han fængsledes af Architektur. — Det viste sig ved denne nye Konkurrence atter — som af mange ventet —, at Skulpturen a le n e ikke evnede at løse den stillede Opgave. Grundtvigs Skikkelse — saaledes som den ses af Slægten nu paa sin historiske Baggrund — lader sig ikke udforme indenfor en Portrætsta stues snevre Ramme. Den har hævet sig ove det personlige og er uadskillig fra hans Gær ning; hans Navn og hans Virke er ét, er ble ven et Begreb, en Aandsretning, der har præ get en stor Del af det danske Folk og som kunstnerisk set kun lader sig udtrykke gennem et S ym b o l. Jensen-KlintsKlokketaarn er et saadant Sym­ bol — et stolt og værdigt Æresmærke for den grundtvigske Aandsmagt. Dette Klokketaarn kan staa alene — men det kan ogsaa, og derfor bor der arbejdes af al Evne, knyttes til den smukke Kirkebygning, som Klint har tegnet, og hvorved det først vil opnaa sin fulde Betydning. Thi Grundtvig var jo dog en Kirkens Mand, og hans Gerning i Folket skete paa Kirkens Grund. Disse to: Klok­ ketaarn og Kirke, er en Helhed, og de bør sam­ men træde ud i Virkeligheden. At Skulpturen her som Led i Udsmykningen vil faa betydelige Opgaver, tør vel anses for givet. I Taarn eller Kirke bør man saaledes tænke sig indført en Statue af Grundtvig selv — maaskc den smukke og følelsesfulde Skik­ kelse af Præsten Grundtvig, som skyldes Niels Skovgaard og som huskes fra første Konkur- Architektonisk set er Klints Dobbeltbygning i en sjælden Grad Udtryk for dansk Aand og Følelse. I sine enkelte Motiver nøje knyttet til gammel dansk Kirke-Byggesæt, som den er, taler den inderligt til Erindringen og den hjem­ lige Sans samtidig med, at den paa fri kunst­ nerisk Vis fornyer og levendegør de kendte Former. Man foler, at Kunstneren i Hjerte og Sind har været m e d i Opgaven; han er gaaet til den

Architekt P. V. Jensen Klints Udkast. D EN 2den Konkurrence om et Mindesmær­ ke for Grundtvig sluttede — lykkeligvis — med et positivt Resultat, idet Komiteen enstem­ migt samlede sig om et af P. V. Jensen-Klints Forslag: K lokk e taa rn e t (hvortil i andet Plan horer en hel Kirkebygning). Det vedtoges at arbejde videre paa dette Forslags Virkeliggø­ relse paa den Maade, at man forelægger Pla­ nen for den store Kres af de oprindelige Ind-