EventyrUdlandet_1905

247 Rester af en barbarisk Tid. Kom jeg med ham i Kolosseet, beundrede han ikke dets Storhed, heller ikke Vegetationens Skønhed eller den mægtige Arkitektur, men rasede over, at Cæsa- rerne her havde ladet de vilde Dyr sønderrive Tusinder af kristne Martyrer. Viste jeg ham Peterskirken, blev han ikke imponeret af dens Storhed og Pragt, men rasede over Paverne, som havde bygget den for de Afladspenge, hvor­ med de havde snydt den hele Verden. Ja selv Kampagnen fandt ikke Naade for hans Øjne; han fandt den tør, kedelig, og da vi en Dag havde taget Sæde ved Cecilia Metellas Gravmæle og jeg netop havde fortalt ham om mine Planer for Fremtiden, udbrød han overlegent: „Ja nu tror De naturligvis, De er en Helvedes K a r l? “ Da jeg benægtede dette, fortsatte h a n : „Ja for det troede jeg, da jeg var i Deres Alder.“ I disse Ord laa Nøglen til Arentzen’s hele V æ s e n ; thi han havde som saa mange vugget sig i Haabet om at blive en af Danmarks store Digtere, og da disse Illusioner brast, fyldtes hans Sind med en Bitterhed, som han ikke formaaede at skjule. Men under den ru Skal gemte han i Virkeligheden en varm, ideel Natur, som krym­ pede sig under den Livslod, der var blevet ham