EventyrUdlandet_1905

246 Til Goldschmidt’s elegante Fremtræden, hans aandfulde Samtale og brillante Stil stod Arentzen baade som Menneske og Digter i fuldstændig Modsætning, og han vandt derfor ikke megen Tilslutning hverken blandt Kunstnerne eller de andre Danske, som besøgte Rom. J e g har tidt lagt Mærke til, at Folk, som har viet deres Liv til en Lærers vanskelige G e r ­ ning, har ondt ved at ryste Læreren af Ærmet, og dette var netop Tilfældet med Arentzen. Han talte altid i en vis overlegen Tone, og naar han kom med sit „som bek e nd t“ eller „som De muligvis v é d “, anbragte han dem ofte paa en saadan Maade, at man blev stødt derover. Der­ til kom, at han var i høj Grad utilfreds baade med hele Italien og særlig Livet i Rom, hvor han overhovedet ikke kunde finde sig til Rette. Naar han i sine Rejsebreve til „Fæd relandet“ skildrer Verona, denne Italiens Titel-Vignet som et eneste stort Pissoir, kan man tænke sig hvad han mente om Rom, hvor der staar malet im- mundezzajo (Mødding) paa de Hjørner, hvor B e ­ folkningen har Lov til at kaste deres Køkken- Affald. Medens baade Folkelivet og de antikke Rester fyldte os andre med Glæde og Beundring, saa’ Arentzen i dem en Mangel paa Kultur og svundne