EventyrUdlandet_1905

240 Vi begyndte igen, og ti Minutter efter havde han tabt Spillet. „De ser jo u dmæ rk e t!“ udbrød han, „hvor kan De saa bilde os ind, at De er b lin d ? “ „Jeg bruger det Øje jeg har tilbage,“ svarede jeg roligt og vilde gaa. „Nej, nu vil jeg have Revanche!“ udbrød han, „det tredje Parti hører mig til.“ Vi spillede paa ny, og da Resultatet blev det samme, kastede han heftigt Queuen hen over Bil­ lardet med de O rd: „Nu kan D e b e ta le !“ og foer med det samme ud af Salen uden at sige mig Farvel. Et P ar Dage efter talte han ikke til mig naar vi mødtes; men da vi paa den tredje traf sam ­ men i Osteriet, kom han hen til mig og sp u r g te : „E r De vred paa m ig ? “ „N e j!“ svarede jeg, „men jeg forstaar ikke, hvorfor De blev saa heftig.“ „Jeg tilstaar, at jeg har handlet urigtig, og beder Dem om Forladelse,“ sagde han, idet han rakte mig Haanden. „Jeg har den Fejl ikke at kunne lide Overmænd, selv ikke i en „å la g u e r r e “. “ Saa tog vi Plads ved Siden af hinanden, og Goldschmidt var den Aften elskværdigere end nogen Sinde før. Man siger Kærlighed gør blind, og man