EventyrUdlandet_1905

238 om Almisse, unge Jøder med raa, begærlige Ansigter, og gamle med hvidt Skæg og i øster­ landske Kaftaner. Vi gik og gik; men Goldschmidt sagde ingenting, han vedblev at uddele sine Gaver til hans Pung var tom. Da traadte en gammel Jøde i en slidt Silke­ talar ud af et større Hus, som jeg senere fik at vide var en af Jødernes Synagoger. Han stirrede paa Goldschmidt og søgte at standse ham, og da sagde Goldschmidt paa Hebraisk nogle Ord, som jeg ikke forstod, men som syntes at mis­ hage den Gamle, der pludselig spyttede ad os begge. Næppe var dette sket, før vi rundt om os hørte Raaben, Skælden og Hujen. Fra alle Sider myldrede hæslige Skikkelser frem, Børnene skreg, Kvinderne raabte, og pludselig susede en Regn af Kaalstokke, Appelsinskaller og Gadesnavs ned over os, saa at vi skyndsomst maatte tage Flugten. „Det er dog en elendig Befolkning, sagde Gold­ schmidt til mig, da vi endelig slap ud; jeg lyste Velsignelsen og fik Forbandelsen til G engæ ld .“ En lille Fejl havde dog Goldschmidt, og den har, som man vil se af hans Livserindringer, fulgt ham lige fra hans Ungdom, og den ytrede sig paa en pudsig Maade, selv i Smaating. Han