EventyrUdlandet_1905

236 Over Velia naaede vi endelig Titusbuen, og nu foreslog Farmaceuten, at vi i festligt Optog skulde drage igennem den, fordi vi havde er­ obret Jerusalem. Med disse Ord sprang han op paa Ryggen af Goldschmidt, og idet han raabte: „Jeg er T itu s!“ kvækkede han som en Frø, og nu kom det, som jeg fandt aldeles mærkværdigt. Goldschmidt blev hverken vred eller forarget. Skønt han var Jøde og skønt Pagtens Ark og den syvarmede Lysestage skimtedes i Buens mørke Portrum, bar han den unge Farmaceut gennem den uden at ytre ringeste Tegn paa Vrede. Sligt kan kun Kærligheden bevirke. Man har ofte tvistet om, hvad Religion Gold­ schmidt egentlig havde. Efter min Mening var han hverken Jøde, Kristen eller noget som helst andet — han var søgende, vilde finde en Reli­ gion, der kunde tilfredsstille baade ham og Men­ neskeheden, og han fandt den i Troen paa den retfærdige, evige Gengældelse, den strenge Ne­ mesis, der raader baade over den enkelte P e r­ son og over Folkeslags Skæbne. For Jødefolket, til hvilket han selv hørte, nærede han en dyb Sympati, og dets tusindaarige Forkuelse, dets Forfølgelse og den Foragt, mange endnu nærede for det, vakte hans retfærdige Harme; men han saa’ dets Mangler og dets Fejl.