EventyrUdlandet_1905

230 lige idet han vilde støde til, jog jeg den i Bryst­ kassen paa ham, saa han styrtede baglænds til J o r d e n .“ „Dræbte De h am ? “ spurgte Goldschmidt for­ skrækket. „Det véd jeg ikke,“ svarede Holbech roligt, „man spørger aldrig efter den Slags Ting i Rom .“ Der blev en dyb Tavshed, Goldschmidt sad grundende, saa skimtede jeg et polisk Blink i hans livlige Øjne og han fortsatte: „Ja se, De kom nu fra det med Magt; men man maa dog hellere bruge List, saaledes som jeg engang gjorde.“ „Lad os høre d e n ,“ sagde Holbech. „Ser De, det var nu ikke her, men i Lon­ don. Je g havde været til en stor Soiré hos Rot- schild, som er gift med min Kusine, og det blev langt over Midnat, inden vi skiltes. Je g var hed i Hovedet af Champagnen og mente, at lidt Natteluft vilde gøre godt. Je g drev derfor lang­ somt ned mod Themsen, dér hvor Dokkerne ligger. Der var ikke en levende Sjæl paa G a ­ den; men pludselig kom der ud af en Gyde to Skikkelser, som raadslog lidt med hinanden og derpaa begyndte at følge efter mig. Hundreder af Rejsende har man fundet druknet i Themsen