EventyrUdlandet_1905

225 tilsvarende Halstørklæde og høj, sort Hat, me­ dens den anden, let og elegant klædt, legede med sin Urkæde med den venstre Haand og med den højre vinkede ad „cameriéren“, som just kom til Syne i Døren. „Der har vi jo Bergsøe!“ hørte jeg ham ud­ bryde, og til min Overraskelse saa’ jeg, at det var Goldschmidt, med hvem jeg alt tidligere havde stiftet Bekendtskab i min Onkel, Professor Adolph Bergsøe’s Hus, hvor Goldschmidt som Redaktør af „Nord og Syd “ var en velset Gæst. „Hvilket Osteri søger nu de D a n sk e ? “ spurgte han. „Jeg længes efter paa ny at komme i en rigtig Kunstnerknejpe.“ . Jeg nævnede Osteriet og Navnene paa de Kunstnere, som søgte dér; men jeg lagde Mærke til, at Goldschmidt’s Ansigt formørkedes, da jeg nævnede et Par af Kunstnerne, og han sluttede lidt koldt: „Ja, saa kan vi maaske træffes dér i Aften!“ Da jeg mødte i Osteriet, var Goldschmidt der ikke, og ingen af Kunstnerne anede noget om hans Ankomst. „Skal vi nu trækkes med ham en hel Vinter igennem ,“ sagde F. C. Lund, „faar jeg fat i ham, skal jeg nok give ham en Tak for sidst.“ Nu forstod jeg hvorfor Goldschmidt var bleven Vilh. Bergsøe: Eventyr i Udlandet. 15