EventyrUdlandet_1905

219 Par Hyrder, hvis skarpe Blik havde forfulgt os, sagde jeg: „Skynd Dem at samle det op, og lad os gaa h jem ! “ „Hvorfor d e t ? “ spurgte han naivt. „Fordi de to Fyre dér har gode Rifler.“ „Aah, det gør ikke noget!“ udbrød han straa- lende. „Jeg har min Revolver hos m ig .“ „Saa meget des væ r r e ,“ bemærkede jeg, „thi inden De faar den ud af Foderalet, er De skudt. Hvor er N ø g len ?“ Schmidt følte i sin Vestelomme, og der kom et Udtryk i hans An­ sigt, som lignede Lund ’s: „Jeg skulde spørge, om denne Nøgle er af G u ld ? “ Thi Nøglen havde han glemt hjemme, og jeg lykønskede mig til, at vi i god Behold kom samme Vej. Svenskeren Nyblom staar for mig, i al sin djærve Elskværdighed, som en af de fineste Kunstkendere, jeg har truffet. Der var adskilligt hos ham, som mindede om Julius Lange, med hvem jeg senere traf sammen. I ethvert Fald havde han den samme inderlige Kærlighed til Kunsten som hin. Den sidste Dag, han tilbragte i Rom, fulgtes jeg med ham op i Vatikanets Skulp­ tursamling, hvor han gik omkring, tavs og alvorlig, tagende Afsked med hvert af de mange af Old­ tidens Mesterværker, som han havde faaet saa kær. Pludselig standsede han, saa’ sig om og