EventyrUdlandet_1905

218 ved den Tjenstvillighed og Elskværdighed, der altid har væ ret ham egen. Han var stadig i Aktivitet, travede i den stæ rkeste Solhede mile­ vidt omkring, og udførte samtidig dermed alle de mange Smaaærinder, som Skandinaverne, der kendte hans Tjenstvillighed, overbebyrdede ham med. Altid smilende, altid glad, altid i travl Aktivitet var han min Ledsager, først i Rom, senere i Neapel, og det eneste uheldige, der var ved ham, var den Revolver, som han stadig bar i Baglommen og som man lige saa stadig frygtede for skulde knalde løs i Utide; thi fingernem og praktisk var Schmidt egentlig ikke. En Dag, da vi ad „Via p ia“ var naaede langt uden for Roms Porte, hørte jeg stadig en kling- rende Lyd, som jeg ikke kunde forklare mig; men pludselig saa’ jeg en blank Napoleondor trille hen ad Vejen. Je g tog den op, saa’ paa Schmidt, der intet havde mæ rket, og lidt efter trillede et nyt Guldstykke samme Vej. „Er De gal, Schm idt!“ udbrød jeg, „gaar De med Deres Guld løst i L omm e n ? “ „Ja,“ svarede han fornøjet, „for jeg har lagt Mærke til, at det gnaver Hul i min Po rtemonnæ .“ I samme Øjeblik væltede Resten af Guldstyk­ kerne hen over Vejen, og da jeg havde set et