ErindringerFraGamleKglBibliothek

54 hvor han havde sin bestemte Plads ved den store Pult, som han stillede sig foran paa en lav Træ-Skammel, og saa tog han fat paa at bestemme Pladsen for de Bøger, som vare satte til Side for ham. Nu var han i sine vante Omgivelser fra gammel Tid, nu kunde han være livlig, snaksom, fortællende og leende — højt — af Hjertens Lyst. Men han var nøjeseende med at Uvedkommende ikke kom indenfor paa hans Territorium. Vahl og jeg har flere Gange næsten leget Skjul med ham, for at han ikke skulde finde os i sine Sale. Saa kom det skjæbnesvangre Aar 1861 . Da, som oven­ for fortalt, Kultusminister Monrad gav efter og ikke, som han havde havt i Tanke, afskedigede Justitsraad Molden- hawer, lod han Justitsraad Fabricius kalde til sig. Der ud­ spandt sig nu en Samtale mellem Ministeren og ham, som førtes paa den Maade, at Monrad maatte nedskrive, hvad han vilde meddele den døve Mand. Da Fabricius kom til Bibliotheket efter denne Forhandling, var det ikke som sædvanlig nynnende, hvilket var et Kjendetegn paa at han befandt sig vel, men det var med et meget alvor­ ligt Udtryk i sit Ansigt. Jeg husker, at jeg hørte ham med næsten grædefærdig Stemme fortælle os i Kontoret, at Ministeren havde sagt ham, at han skulde afskediges, mere forstod han ikke af, hvad der var meddelt ham. Det tog nogen Tid at gjøre ham fortrolig med, hvorledes hans Stilling i Fremtiden vilde blive. Det var jo ogsaa et noget usædvanligt Arrangement, der var truffet, men det vid­ nede i Virkeligheden om Minister Monrads gode Hjærte og om hans Hensynsfuldhed mod den gamle Embeds­ mand. Monrad skulde gjennemføre den nye Lønningslov for Bibliotheket, og det kunde ikke ske, uden at nogle af de Gamle maatte opoffres; men han vilde, at de Afskedigede ikke maatte lide noget pekuniært Tab. Dette bragte han til Udførelse paa den Maade — den samme, som ovenfor er