ErindringerFraGamleKglBibliothek

086531593

101 KØBENHAVNS KOMMUNES BIBLIOTEKER

E rindringer f.ia det gamle kgl. Hibliothek

WWimihilmiiiDIF/.

E R I N D R I N G E R

r

%

FRA DETGAMIiEKOXGELIGEBIBUOTHIDC EFTERLAD T MAK USKR IPT • CMR'BJUiUN • FHV OV£RBIBJ j IOTH£KAR

E f t T ^ D E N D A L S X E ; B O G H A N D E L , - N O R D I S K FORLAG-1

ERINDRINGER FRA DET GAMLE KONGELIGE BIBLIOTHEK

ERINDRINGER

FRA

DET GAMLE KONGELIGE BIBLIOTHEK

EFTERLADT MANUSKRIPT AF CHR. BRUUN FHV. OVERBIBLIOTHEKAR

KJØBENHAVN OG K RISTIAN IA GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG FORLAGETS BOGTRYKKERI 1906

O PL A G : 500 EXEM PLARER

I

M i n Fødeby er Kjøbenhavn. Da jeg saa Dagens Lys, boede mine Forældre i Frederiksborggade (gi. N. 140), og her kom jeg til Verden den 9. December 1831, det vil sige Natten imellem den 9. og 10. December før Kl. 12. I Garnisonskirkes Kirkebog er jeg indført som født den 10., og den samme Datum staar at læse paa min Døbe­ seddel. Men fra min tidligste Tid og hele mit Liv igjennem er min Fødselsdag bleven fejret den 9. December. Sex Aar gammel kom jeg, 1837, i Skole hos Professor F. C. Sib- berns Søster, Jomfru Sophie Sibbern, som i Aaret 1821 havde begyndt en lille Skole, især for Smaadrenge.x) Jeg har kun Mindet om hende som en høj, mager Dame, der havde sin Nød med at holde Styr paa disse Poge, blandt hvilke der var ansete Folks Børn. Det hændtes engang, at hun slog sit Tugtens Ris, sit Spanskrør, itu paa mig; for­ modentlig har Røret været skrøbeligt, thi det maa ellers have været et dygtigt Arbejde at slaa et godt, stærkt Spansk­ rør itu paa en 6 Aars Drengeryg. Men jeg havde den Tort, at da Pigen Dagen efter fulgte mig fra mit Hjem paa Nørre­ gade (Nr. 41 gi. N.) ved Siden af v. Westens Skole til Jom­ fru Sibbern i Peder Hvidtfeldtsstræde, bar jeg i min Haand et nyt Spanskrør til min Lærerinde. J) Sm l. „B reve til sin Søster i Breve til og fra F. C. S ib b e r n udg. af C. L. N. Mynster, II, K bhn. 1866, S. 116— 118. P rofessor Sibbern besøgte gjerne m in M orfader ( f 1845) paa hans Landsted paa Frederiksdal, naar han spaserede til Farum , — helst i K irsebæ rtiden. D er gik da B ud til G artneren om at bringe en Kurv m ed nyplukkede K irsebær, som blev sat foran P rofessoren, der ikke gik, før Kurven var tom . Chr. B ru u n : Erindringer fra det gam le kgl. Bibliothek 1

2 Aaret efter flyttede vi ud i Frederiksberg Allé, tilvenstre i den første Runddel, og jeg kom da i Skole hos en Skole­ mester, en Olding ved Navn Salomon Christian Eberhardt, som havde en lille Forberedelsesskole i Allégade; i Er- slews Forfatterlexikon kaldes han Institutbestyrer. Han var svag og skrøbelig og gik i Gangstol. Den eneste Elev, jeg har bevaret Bekjendtskabet med i senere Tider fra denne Skole, er Christian Hetsch, som blev sendt til Hr. Eber­ hardt i Sommermaanederne, medens hans Forældre havde Sommerlejlighed i Valby. I denne Skole gik jeg i flere Aar, ogsaa efter at vi i 1838—39 vare flyttede til det smukke Landsted „Forhaabningsholm“ med en prægtig Have, til hvilket der førte en herlig Allé fra Gamle Kongevej. I disse Aar lavede jeg engang en ejendommelig Episode. Eberhardt var bleven syg, og der kom da en yngre Mand for at læse med os. Jeg troer, at det var en Dattersøn af Eberhardt, C. E. Scharling (hans Moder hed Andrea Chri- stiana Eberhardt), som allerede dengang var Professor ved Universitetet. Af hvilken Grund veed jeg ikke nu, men jeg kunde ikke lide ham, og saa besluttede jeg at søge min Frihed, nemlig ved at skulke af Skole. I fjorten Dage op­ slog jeg min Bolig hver Formiddag i en Tønde, der for at give Grøftevandet Gjennemløb laa i et Gjærde, som skilte to Marker ad ud imod Gamle Kongevej. Tilsidst kom der Bud hjem for at høre, om jeg var syg; saa blev min Træsk­ hed opdaget, og det var forbi med min Frihed. Mærkelig nok fik jeg ingen Straf for min Forseelse, maaske følte man sig imponeret af mit geniale Indfald. Saa kom jeg i v. Westens Skole1), hvor jeg var ret doven, og 1846 i Borgerdydskolen paa Christianshavn. Det varede egentlig længe, inden jeg fik Smag for at læse, og jeg hu­ l) Af K lassekam m erater i v. W estens Skole husker je g : Oscar Siesbye, Sophus A s­ sens, Henrik Georg Møller, Heinrich Garrigues, Richardt Lehmann, Vilhelm Madsen, Vil­ helm Lund (senere fil A nnlssegaard), Isar Ossinin, Søn af den ru ssiske Præ st. A f K lasse­ kamm erater i B orgerdydskolen husker jeg: Johan Nikolaj Agathon Madvig, Vilhelm Munk, Frederik Meinert, Viggo Dreivsen, Haagen Larpent, Theodor Miillertz, Hans Muus.

3 sker endnu, at den Bog, som gav mig Blod paa Tanden, var en af Marryats Romaner, Joseph Rushbrook, sommin Broder skaffede mig fra Studenterforeningen. Men da jeg først fik Interesse for at læse, gik det strygende. Jeg fik Bøger baade fra Skolebibliotheket (f. Ex. Wilhelmaf Tyrus, det første Korstogs Historie), fra Studenterforeningen og fra Universitetsbibliotheket (f. Ex. Raumer, Geschichte der Hohenstaufen). I mine Drengeaar kom jeg af og til paa „Tøjhuset“, hvor min Fader, der var Artillerikaptain og Regiments­ kvartermester ved første Artilleriregiment, havde sit Kon­ tor1). Dette laa, tror jeg nok, i en lille Bygning lige udenfor Klokkeportentilvenstre, hvordermangemangeAarefter blev bygget et kjønt lille Hus til Vagten, det samme Hus, hvor Professor Hans Holm havde sin første Bibliotheks-Tegne- stue. Man gik dengang som nu ind i Tøjhuset fra Tøjhus­ gade igjennem en Port, ovenover hvilken det store konge­ lige Bibliothek har to af sine Bogsale. Jeg anede ikke, at der skulde komme en Tid, da jeg skulde føre Styret i dette Bibliothek. Senere faldt min Vej til Borgerdydskolen paa Christianshavn gjennem Kavallergaarden, hvor jeg havde Christianborg-Slot paa den ene Side og en stor, grim Bygning paa den anden. Tager jeg ikke fejl, saa var denne Bygning, som i anden og tredie Etage havde ni meget store Fag Vinduer (som nu), i første (nederste) Etage ni lukkede Porte, gjennem hvilke Materiel for Ar­ tilleriet havde kunnet kjøres ud, overkostet, tror jeg, med sort Kønrøg, hvilken Farve en Tid brugtes til adskillige offentlige Bygninger som f. Ex. Krudttaarne. Var det smukt Solskinsvejr, kunde jeg nok fra Gaden skimte, at der i dette Hus fandtes Forgyldning og mange Bøger, men jeg *) M in Fader, Karl Frederik Bruun, født den 8. Maj 1796, døde den 30. Marts 1892. H an kunde holde 80-Aars O fficersjubilæum d. 1. Debem ber 1891. D en 28. Oktober 1891 blev han dekoreret m ed D annebrogsordenens Ridderkors. En biografisk N otits om ham , undertegnet C. T. J . (o: General C. T. Jørgensen) er m eddelt i N ationaltidende for 1. D ec. 1891. M in M oder, Colette Marie Becker, født den 23. Oktober 1798, døde den 29. Ju li 1855. 1*

4 havde ingen Forestilling om, at der bag dette tarvelige Ydre skjulte sig saamange Skatte og Herligheder. Det varede dog ikke længe, før jeg fik Syn for Sagn for, at dette hæslige Hus, som jeg lige har omtalt, var det store kongelige Bibliothek, og at jeg fik Lejlighed til at kaste mit Øje ind i den store pragtfulde Sal. Thi endnu i mine to sidste Skoleaar laante jeg Bøger fra Bibliotheket. Inspektøren ved Udlaanet, Kammerraad Gothilf Lassen , havde nemlig kjøbt en Byggegrund af min Fader i For- haabningsholms Allé og havde bygget sig et Hus der, nu vilde man vel kalde det en Villa. Jeg gjorde da snart Be- kjendtskab med ham, og da jeg ytrede Lyst til at læse, hjalp han mig til at faa Bøger fra Bibliotheket. Jeg stjal mig til at løbe fra Borgerdydskolen paa Christianshavn til Bibliotheket i de længere Frikvarter eller i den hebrai­ ske Time — jeg læste ikke Hebraisk med — og Kammer­ raad Lassen skaffede mig da hurtig den Bog, jeg ønskede. Det kunde nok hændes, at jeg kom tilbage til Skolen, efter at den næste Time var begyndt, men jeg fik aldrig Be­ brejdelser for min Forsømmelse. Paa den Maade gjennem- læste jeg mange, endogsaa større Værker, mest historiske, og jeg erhvervede mig ret betydelig Kjendskab til frem­ med Literatur, større endmine Skolekammerater opnaaede. Men det var med underlige Følelser at jeg, Skoledrengen, stod hæsblæsende i Bibliothekets smukke Udlaansværelse og kunde se ind i den store Sal, fra hvilken den af mig ønskede Bog blev hentet til mig. I Efteraaret 1850 blev jeg Student. Da jeg gik ud af Skolen, fik jeg af min Rektor, Professor Mag. art. Martin Hammerich, efter Datidens Skik og Brug, et skriftligt Vidnesbyrd, i hvilket det hedder: „ 28 . September 1850 . Hans Drift til boglige Sysler har allerede i Skolen været umiskjendelig. Som Medhjælper ved Udlaanet fra Skolens Bogsamling havde han saameget meget mere Opfordring til at gjøre sig bekjendt med vor digteriske og populær

5 videnskabelige Litteratur, hvilket navnlig ogsaa er kom­ met hans danske Afhandlinger til Gode1). Saavel i Ti­ merne som under sin Hjemmelæsning var han omhyggelig med at samle sig Optegnelser og lignende Hjælpemidler; kan man end derved, som det ogsaa er skeet for ham, komme til ofte at anvende mere Flid paa Opskrift end paa Indpræntning, saa er dog dette en af de Former, hvor­ under den videnskabelige Sands baade ytrer og udvikler sig.“ Disse Ord har jeg som ung mange Gange læst igjen- nem, og de har ikke været uden Indflydelse paa mig for min Fremtid. Men at jeg ogsaa læste i det store kongelige Bibliotheks Bøger, det har maaske Mester Hammerich ikke vidst noget om. Medens jeg vedblev at laane Bøger fra dette Bibliothek, begyndte jeg ogsaa at besøge dets Læsesal, og husker endnu den første Bog, jeg læste i paa Læsesalen. Jeg hørte nemlig Niels Matthias Petersens Forelæsninger over dansk Literaturhistorie, og saa gik jeg en Dag med min kjære Fætter Gotfred Burman Becker op paa det store kongelige Bibliotheks Læsesal for at gjøre os bekjendt med Albert Thuras Idea historiæ litterariæDanorum, Ham- burgi 1723 . Snart blev jeg en næsten daglig Besøgende der i mange Aar, men det var store archæologiske Vær­ ker, Tavleværker, som jeg især gjennemgik. Naar Klokken slog to, ilede jeg saa til Universitetsbibliotheket for at fort­ sætte min Læsning her (f. Ex. Museo Pio-Clementino hu­ sker jeg), til Klokken var 3 . Jeg var nemlig ikke i Tvivl om, hvilket Studium jeg vilde hellige mig til, naar jeg var bleven Student, og kunde derfor strax tage fat paa det vore danske Stile om hyggeligt, paa en m eget lærerig M aade, isæ r saaled es, at der dvæ- led es ved de enkelte Arbejders Fortrin eller M angler. I det første Aar, jeg sad i K lassen, ofrede H am m erich ikke en en este G ang et Ord paa m ine Stile. O g saa skete det, at han ved den første Stil i det følgende Aar til Slutningen frem hæ vede m in B esvarelse som den bedste af dem alle. O pgaven var: B yen R om s H istorie, — en god M undfuld. D et var nu ofte T ilfæ ldet, at jeg skrev gode .A fhandlinger om historiske Æ m ner, m e­ dens m ine Stile over et noget spekulativt Æ m ne ikke duede m eget.

1) Hammerich læ ste D ansk m ed os i den øverste, toaarige K lasse. H an gjennem gik

6 filologiske Studium, til hvilket det dog ikke saa meget var Sprogstudiet eller Tanken om en fremtidig Virksom­ hed som Skolemand, der lokkede mig, som det var For­ fatterne og især Mindesmærkerne. Der frembød sig en Lejlighed, hvor jeg kunde gjøre Brug af mine omfattende archæologiske Studier. I 1855 indsendte jeg nemlig til Universitetet en Besvarelse af en Prisopgave, som var udsat det foregaaende Aar. Den handlede om Branchi- dernes Orakel og den didymæiske Apollos Tempel ved Milet grundet paa Skribenternes Vidnesbyrd og de paa Stedet fundne Mindesmærker. Jeg fik tilkjendt et „hæder­ ligt Accessit“. Ved et Besøg hos Professor Madvig for­ klarede han mig, at den latinske Form, i hvilken jeg skulde besvare Opgaven, indeholdt saa mange Forsyndelser, at jeg ikke havde kunnet naa et bedre Resultat (hvilket og- saa var udtalt i Bedømmelsen). Professor Ussing sagde til mig: „De skulde jo have haft Guldmedaillen, men Mad­ vig vilde ikke gaa med dertil.“ Var Udfaldet end ikke helt efter Ønske, saa var det dog forsaavidt af Vigtighed for mig, at jeg fik Syn for Sagn for, at der var en vigtig Ret­ ning i mit filologiske Studium, hvor jeg stod tilbage og havde Noget at indhente. Men Bedømmelsen skaffede mig snart Plads paa Borchs Collegium. Strax efter at jeg havde taget Examen artium, blev jeg Medlem af Studenterforeningen og er endnu Medlem af den som livsvarigt Medlem. Ligeledes blev jeg Medlem af Studentersangforeningen og er det endnu. Jeg var Senior i 1854 — 55 , først sammen med Hans Egede Schack, C. F. Ricard, C. Høegh-Guldberg, Molt Wengel , derefter sam­ men med P. Schjørring, Th. Otto, H. R. F. Fleischer, K. A. Bregendahl. Medlem af Bogudvalget har jeg været imel­ lem 20 og 30 Aar. I Sommeren 1856 underkastede jeg mig filologisk­ historisk Skoleembedsexamen, som jeg bestod med et daarligt Haud illaudabilis. Hammerich havde skrevet om

7 mig i det ovenfor omtalteVidnesbyrd: „Ved forekommende Vanskeligheder har det undertiden manglet ham paa Sik­ kerhed og Fatning og Tillid til egne Kræfter.“ Det vil sige, jeg kunde under Examination eller naar der blev rettet Spørgsmaal til mig, gaa fuldstændig istaa og ikke aabne Munden, uagtet jeg undertiden havde Svaret og, som det ofte viste sig, det rigtige, indenfor Tændernes Gjærde; jeg blev forsagt eller næsten tvær. Examen artium og anden Examen gik jeg igjennem uden Uheld, men ved Embeds- examen kom Ulykken over mig. Jeg blev spurgt om Ta- citus, svarede noget paa Spørgsmaalene og læste et Stykke af Tacitus op, men under Oplæsningen forestillede jeg mig alle de mange Spørgsmaal, der kunde rettes til mig med det oplæste Sted som Udgangspunkt; hvilket ængstede mig i den Grad, at jeg saa godt som ikke kunde svare et Ord. Af Naade tænker jeg mig, at Examinator, J. L. Us- sing, og Censorerne, J . N. Madvig og Rektor ved Metro- politanskolen Bonaparte Borgen, lod mig slippe igennem. — Det er sidste Gang, at den Paroxysme er kommen over mig. Under mine filologiske Studier, som egentlig ikke vare anlagte med Examen for Øje, havde jeg mest lagt mig efter Archæologi og Antikviteter. Nu, Examen var over- staaet, var det min Attraa at faa Ansættelse ved et af Mu­ seerne. Jeg havde studeret flittigt paa Møntkabinettet paa Rosenborg under C.J. Thomsens og C. L. Müllers Ledelse, — og havde gjort Bekjendtskab med J. J . A. Worsaae og C. F. Herbst — jeg havde studeret i Antikkabinettet, som A. Strnnck betroede mig Nøglen til; jeg havde studeret i Thorvaldsens Museum, under C. L. Müllers Ledelse, og besøgte flittigt det oldnordiske Museum. Jeg var saaledes kommen til at høre med til den Tids Kreds af Old- granskere og Archæologer herhjemme. Men derved blev det. Stadig fulgte jeg med Thomsen, naar vi forlod Mønt­ kabinettet, men der blev aldrig fra hans Side gjort Mine

8 til, at en ung Mand kunde finde fast Beskjæftigelse ved noget af de Museer, som han havde Styrelsen af. Saa vendte jeg mig et andet Sted hen, nemlig det store kongelige Bibliothek; Bogmand og Bibliotheksmand var jeg, først fra Skolen, saa fra Studenterforeningen, hvor jeg som Senior havde havt Bibliotheket under min Styrelse. 1858 besørgede jeg et Tillæg til Foreningens Bibliotheks­ katalog. Mit Forsøg paa at komme ind paa det store Bi­ bliothek lykkedes, og det gik saaledes til. En Dag spadserede jeg i Forhaabningsholms Allé med Kammerraad Lassen. Jeg rykkede frem med mit Ønske og spurgte ham, om han troede, at jeg kunde faa det op­ fyldt. Vi passiarede om Sagen, og Lassen ytrede, at det maaske lod sig gjøre, han skulde tale med Bølling der­ om. Nogle Dage efter fik jeg et Vink om, at jeg en af Da­ gene skulde see at træffe Bølling paa Bibliotheket ogbringe mit Ønske paa Bane. Det skete ogsaa. En Dag stod jeg ved Skranken i Udlaansværelset, da Bølling gik forbi mig ind til den store Sal. Jeg standsede ham, fik Lov til at følge med ham, og forebragte mit Ønske. Det første, Bølling sagde, var: „Det er dog mærkeligt, lige idet jeg gik forbi Dem, faldt den Tanke mig ind: hvor skal jeg finde en ung Mand, som vi kan bruge her ved Bibliotheket, og saa kommer De med Deres Forslag.« Det lød jo ret lovende. Han kjendtemig, vidste Besked ommine Bog-Laan, syntes godt ommin Haandskrift, og Slutningen paa Samtalen blev ^ skal tale med Werlauff og saa skal jeg sige Dem til, naar De kan gaa hjem til ham og høre, hvad han me­ ner.« Jeg fik snart efter det lovede Vink, og mit Besøg hos Werlauff faldt heldigt ud. Han kjendte min Familie baade paa fædrene og paa mødrene Side; maaske tiltalte det ham at faa et Kjøbenhavner-Barn fra et dannet Hjem til Bi bliotheket, og da jeg forlod ham, var det med Tilladelse til at indtræde som Volontair blandt Bibliothekets Perso­ nale. Jeg var lykkelig, men jeg havde naturligvis ingen

9 Forestilling om, hvor det bar hen. Den 9. November 1857 begyndte jeg min Tjeneste. Bølling satte mig strax til at gjennemgaa den gamle græske og romerske Litteratur i 4 ° paa Boghylderne i den store Sal. Kort efter hørte jeg ham raabe ind til mig: „Vil De tage Scholierne til Homer til Cand. Fr. Nutzhorn.“ Det blev den første Bog, jeg hen­ tede til Udlaan. Det var ikke vanskeligt for mig at finde den, thi jeg stod netop foran den. Der var en vis Uro dengang ved Bibliotheket. Chr. Mol- bech var død den 23 . Juni 1857 . Carl Brosbøll, der, som det er sagt og vistnok med Rette, igjennem Grevinde Danner og Frederik VII.’s Gunst1) var bleven udnævnt til Amanuensis den 5 .Juli 1853 ganske imod Bibliothekets Ønske, var hidtil bleven holdt borte fra Udlaansværelset og bleven beskæftiget med at nummerere Bøger efter Ka­ talogerne, med at skrive fortløbende Nummersedler til Bøgerne i den Hjelmstjerneske Samling, og om Vinteren med paa Læsesalen at skrive Katalogsedler til denne Sam­ ling (uden Vejledning og uden Kontrol, saa at disse Sedler bleve kasserede, da senere det systematiske Katalog over den danske Samling skulde forfattes). Carl Brosbøll blev nu sat til at føre Udlaans-Protokollen. Lassen forlod Po­ sten som Inspektør ved Udlaanet og overtog Molbechs Forretninger med at modtage den udenlandske Litteratur og besørge Indbindingen af den. Ingen af disse Mænd fik kongelig Udnævnelse til disse for dem nye Bestillinger, hvortil Grunden, saa vidt jeg husker, var den, at det var paa Bane at ordne Lønningerne ved Bibliotheket paa en ny Maade, og dette vilde foraarsage en hel Omvæltning i Bibliothekets Personal-Forhold. Der var imidlertid traadt en ny Mand frem paa Scenen, nemlig Cand. philos. Laurits Vilhelm Petersen (f. 1817 ). Hans Navn var bleven bekjendt, ved at han havde udgivet en dansk Oversættelse af Martensens latinske theologiske 1) Frederik VII kjendte fra sit O phold i Fredericia B rosbøll, som var barnefødt der.

10 Licentiat-Disputats, og ved at han havde vist en særegen Interesse for Tycho Brahe; han kaldtes derfor almindelig Tycho-Brahe-Petersen. Et andet Navn, han havde, var Fiske-Petersen, paa Grund af hans Sværmeri for at fiske. Han blev ansat som Volontair ved Bibliotheket den 17 . Januar 1853 , og kort efter, da C. K.F. Molbech var bleven udnævnt til Professor i Kiel, konstitueret somAmanuensis den 21 . April. Bibliotheket havde haabet, at han kunde faa fast Ansættelse, men led en Skuffelse her; og da Brosbøll blev udnævnt til Amanuensis, traadte Petersen tilbage i sin Stilling som Volontair. Der aabnede sig snart en ny Virk­ somhed for ham ved Bibliotheket, idet det blev overdraget ham at arbejde paa Kataloget over den danske Afdeling. Dette Arbejde udførte Petersen ret flittigt, men det skred dog ikke saa rask frem som ønskeligt, thi han havde og- saa det Hverv at hjælpe til ved Udlaanet, idet det 22 . April 1854 blev bekjendtgjort i Aviserne, at de til Udlaan forlangte Bøger skulde udleveres strax og ikke, som hidtil var Brug, Dagen efter at de vare forlangte. Petersen ar­ bejdede i Udlaansværelset ligeoverfor Kammerraad Lassen, Inspektør ved Udlaanet. Brosbøll, den virkelige Amanuen­ sis, var stadig borte fra Udlaansværelset eller Kontoret, som det kaldtes, og han blev saaledes aldrig oplært i Bi- bliotheks-Virksomheden. — Petersen var forøvrigt i flere Henseender en noget besynderlig Mand. Paa Grund af Sygdom havde han maattet opgive sit theologiske Studium, og Sygdommen lurede vistnok bestandig i ham. Han kunde være ret distræt, saaledes kunde han pludselig gaa bort fra Bibliotheket, fordi han skulde træffe En eller Anden, og saa med det samme blive borte (det har Lassen fortalt mig). Saa gik der et Par Aar henmed roligt Arbejde, men i For- aaret 1857 blev Petersen Lærer for Thronfølgeren Prinds Christians Børn, og i Foraaret 1858 blev han dispenseret fra sin Virksomhed ved Bibliotheket. Saa blev det over

11 draget mig den 5 . Maj 1858 at fortsætte hans Arbejde ved det danske Katalog. Jeg flyttede strax fra Kontoret op i den danske Sal, for at kunne skrive Titelsedlerne uden Afbry­ delse, — jeg tilstaar noget med den Bagtanke, at det skulde føles i Kontoret, at den unge Medhjælper ikke mere var der. Det varede ikke længe, før jeg blev konstitueret som Amanuensis og flyttede ned i Kontoret. Werlauff fik nu Paalæg om at antage „en duelig Medhjælper,“ og der blev delibereret om, hvem Valget skulde falde paa. Bølling min­ dedes med Interesse fra tidligere Tider Frøknerne Vahl, Søstre til General Vahl, og han havde hørt Tale om, at deres Brodersøn, Cand. med. & chir .Johannes Vahl, havde skrevet en Katalog over den Scavenius’ske Kortsamling. Han vilde have ham fat, og da jeg vidste, at han spiste til Middag i Studenterforeningen, tilbød jeg at søge ham op. Somsagt saa gjort.Jeg trafhamder vedMiddagsbordet, fore­ bragte ham mit Ærinde, og han slog strax til. Sagen blev hurtig ordnet, thi den 9 . September 1858 blev han ansat ved Bibliotheket og tog strax fat paa det danske Katalog­ arbejde. Han tog sin Plads i den danske Sal, men blev dog af og til hentet ned til Arbejde i Kontoret. Det viste sig snart, at det var „en duelig“, endogsaa en usædvanlig duelig Medarbejder, som Bølling havde forskaffet Bibliotheket, hvilket hanviede alle sine KræftermedOpgivelse af Læge­ videnskaben og Lægevirksomheden; thi, som han engang sagde til mig: han havde ikke nogen Tillid til Lægeviden­ skaben. Vahl var en Sønnesøn af den berømte Botaniker Martin Vahl, en af Linnés Disciple; hans Fader, Hendrik Vahl, var Militærlæge; han døde i Aalborg 1837 ; selv var han født den 1 . Januijr 1831 i Aalborg, han blev dimitteret fra Kathedralskolen her i 1849 ; han tog lægevidenskabelig Examen i 1857 med Karakteren Laudabilis. Saa gik der atter en Tid rolig hen. Den 16 . Februar 1859 blev Lassen udnævnt til tredie Bibliotheks-Sekretær. Han plejede at arbejde en Time i Gehejmearkivet, inden

12 han gik ind til Bibliotheket. Det gjorde han ogsaa den 19 . Januar 1860 , men da Bølling og Vahl kort efter kom til Bibliotheket, fandt de Lassen liggende død udstrakt paa Gulvet i Kontoret; han havde slaaet Hovedet mod Pulten henne ved Vinduet paa den Side af Pulten, som indeholdt Werlauffs Gjemmer. Den 7 . April 1860 blev jegudnævnt til tredie Bibliotheks- Sekretær, med 700 Rdl. i Løn (mit Bestallingsgebyr ko­ stede 69 Rdl.). Og den 16 . Juni 1860 blev Edvin Marius Thorson udnævnt til Amanuensis. Maaske disse Personal-Forandringer havde nogen Ind­ flydelse paa de ovenfor berørte Lønningsforhold. Thi den 19 . Februar 1861 udkom den nye Lønningslov, som med­ førte en hel Revolution i Personal-Forholdene ved Biblio­ theket. Overbibliothekaren Werlauff blev entlediget den 18 . Marts 1861 . Bølling blev udnævnt 18/s 1861 til Biblio- thekar. Jeg og E. M. Thorson bleve udnævnte til Under- bibliothekarer 6. April 1861 . Vahl blev udnævnt til Assi­ stent den 30 . Marts 1861 . Disse Personal-Forandringer skete ikke udenVanskeligheder, og det var ikke helt let for Minister Monrad at føre dem igjennem. Werlauff blev ent­ lediget efter indgivenAnsøgning, men den var ikke frivillig, — og det samme var Tilfældet for Fabricius’s Vedkom­ mende. Men da de Pensioner, der vilde tilfalde dem som afgaaede Embedsmænd ved Bibliotheket vare meget smaa, blev Forholdene ordnede saaledes, at de begge fik et Til­ læg til Pensionen, som skulde udbetales af den saakaldte Sum til Medhjælp, der aarlig blev bevilget Bibliotheket. Disse to gamle Embedsmænd maatte saa hver Maaned kvittere for Modtagelsen af disse Beløb i en Kvitterings­ bog for Medhjælpssummen, som Bibliothekaren førte (det var en almindelig Skrivebog i Kvart). De vedbleve begge stadig at komme paa Bibliotheket og deltog i Arbejderne, Fabricius endogsaa næsten i samme Omfang som før sin Entledigelse.

13 Bølling var altsaa nu bleven Bibliothekets Chef, rigtig­ nok i en vel fremrykket Alder. Det havde længe trykket ham, at Pladsen til Bøgerne var bleven saa indsnevret, at det ofte var forbundet med Vanskelighed at faa Bøgerne anbragte paa Hylderne. Han havde derfor allerede i Wer- lauffs Tid været ivrig for at faa den underste Etage i Byg­ ningen, somArtilleriet havde i Brug, afgivet til Bibliothe- ket og indrettet til dets Brug. Jeg husker, at Bølling en Dag kom paa Bibliotheket og fortalte med straalende Øjne, at han havde været hos Ministeren, havde talt med ham om denne Sag og fundet ham meget velvillig stemt for en saadan Udvidelse til Bogsamlingens Bedste. Det førte da ogsaa til, at der blev bevilget en Sum dels til at kjøbe Ar­ tilleriet ud, dels til at indrette det store Rum til Anven­ delse for Bibliotheket. Det skete i Aarene 1861 — 62 , og det var den udmærkede Arkitekt, kgl. Bygningsinspektør, Etatsraad Christian Hansen, som ledede Udførelsen af denne Forandring. Men Bølling oplevede ikke at se denne store Tilvæxt til Lokalet blive færdig og at kunne tage den i Brug; thi efter faa Dages Sygeleje døde han den 18 . April 1862 . Werlauff meldte Dødsfaldet i Kultusministeriet, til hvil­ ket en af Bibliothekets Embedsmænd gjorde skriftlig Indberetning derom „som ældst Underbibliothekar“. Dette forundrede Monrad, thi Thorson var ikke ældst i Ancien­ nitet, og Ministeren lod derfor strax udfærdige Konstitu­ tion for mig som Bibliothekar. Kort efter kaldte Monrad mig ind til sig i Ministeriet, og han betroede mig da, at det var hans Mening, at jeg skulde være Bibliothekar, men at jeg maatte vente med Udnævnelsen i et Aar. I Sommeren 1862 , da den nye Etage skulde tages i Brug, ledede jeg Omflytningen og Omstillingen af næsten hele Bibliotheket. Den 20 . Marts 1863 blev jeg udnævnt til Bibliothekar, den 28 . Marts blev Vahl udnævnt til Underbibliothekar. Det gik, efter hvad der dengang blev fortalt, ikke saa glat

14 med at faa mig udnævnt, thi Frederik VIL interesserede sig for, at L. V. Petersen skulde blive Bibliothekar. Mini­ steriets Indstilling om mig blev derfor sendt tilbage, og først efter en ny Indstilling kom min Udnævnelse. Jeg havde ofte tænkt paa, hvorledes det kunde være gaaet til, at jeg, der vel var den nærmeste i Rækken af Embedsmændene efter den afdøde Bibliothekar, trods min unge Alder, kun 31 Aar gammel, kunde faa et saa vigtigt og ansvarsfuldt Embede betroet. Jeg troede engang, at jeg kunde løse Gaaden. Nogle Dage efter at Bølling var død, kom nemlig Frederik Barfod hjem til mig og begyndte en Samtale med det Spørgsmaal, om jeg havde Lyst til at overtage Bibliothekar-Embedet, hvortil jeg svarede, at jeg baade havde Lyst og Mod o. s. v. Nu var Barfod dengang ansat ved Bibliotheket, og han var en intim Ven af Mon­ rad, og saa formodede jeg, at Barfod ikke havde været uden Indflydelse paa Valget af mig til Bibliothekar. I denne Formodning blev jeg længe efter bestyrket ved, hvad Bar­ fods Søn, Hr. Dr. med. H. P. G. Birkedal-Barfod fortalte mig (den 21 . December 1901 ): hans Fader havde sagt ham, at Monrad efter at Bølling var død, havde ytret, at nu kunde han faa Bibliothekar-Pladsen, han behøvede blot at indgive en Ansøgning, hvortil Barfod svarede, at han hver­ ken kunde eller vilde have den Stilling, men at han be­ høvedes ikke heller, da Bruun var der og kunde overtage Bibliothekar-Embedet. 25 -Aars-Dagen efter min Udnæv­ nelse skrev jeg et Brev til Barfod, i hvilket jeg berørte denne Sag og takkede ham for, hvad jeg mente at skylde ham. Men jeg havde en stor Ubehagelighed i Anledning af min Udnævnelse. Torsdagen den 9 . April 1863 stod der i „Dagbladet“ en Artikel: „C. Bruuns Udnævnelse til Bi­ bliothekar ved det Store kgl. Bibliothek. Af K. J. Lyngby, Cand. philol.“ Det var et skarpt Angreb rettet dels imod, at Embedet ikke var blevet opslaaet vakant og altsaa kunde

15 være søgt1), dels et personligt Angreb imod mig som en Uduelighed. I „Berlingske Tidende“ fremkom der i denne Anledning en meget tam, officiøs Bemærkning om, at den nye Lønningslov gjordedet nødvendigt at give Bibliothekar- Embedet til en yngre Mand. Jeg fik den Gang to Breve, som var opmuntrende for mig; det ene var fra Professor Allen, som jeg ikke kjendte personlig, det andet fra Over­ lærer Joh. Forchhammer i Aalborg, som var en Bekjendt af mig fra lang Tid tilbage og havde været min Lærer i Borgerdydskolen paa Christianshavn. Kort efter besøgte jeg Konferensraad Werlauff og talte med ham om Biblio- thekets nye Chef. Han sagde blandt Andet til mig: „Hvem Gud giver Lykke, giver han ogsaa Forstand.“ Og paa samme Tid traf min Fader ham ved en Begravelse i Frue Kirke. Min Fader gik ud af Kirken med Werlauff under Armen og talte med ham ommig. Paa min Faders Spørgs- maal: „Tror De, min Søn kan magte den Stilling med Ære,“ svarede Werlauff: „For Tiden er han Manden.“ — Samme Dag, som Artiklen havde staaet i „Dagbladet“, vilde jeg tale om den med min Studenter-Kammerat og Studiefælle Jean Pio; men da jeg stod udenfor hans Dør, hørte jeg ham tale med Lyngby. Deraf sluttede jeg, at Pio vistnok havde nogen Del i Artiklens Affattelse, hvad jeg senere paa anden Maade fik bekræftet. Men jeg har ogsaa hørt fortælle, at der var en anden Mand, som stod bag Lyngby (nemlig daværende Overlærer ved Metropolitan- skolen, min gamle Lærer, C. Berg). Det var jo mindre behageligt for mig ved Tiltrædelsen af mit store Embede at blive præsenteret for Publikum paa en saa hæslig Maade; men jeg havde en rolig Sam­ vittighed, thi jeg havde ikke gjort et eneste Skridt for at opnaa dette Embede, og naar jeg fik det, tør jeg tro, at de, der havde udpeget mig til det, af min Virksomhed ved Bibliotheket i c. 5 Aar havde faaet det Indtryk, at jeg var *) D ette Em bede hører til dem , som R egjeringen besætter uden at lade dem sø g es.

16 skikket til at overtage den Stilling, som nu blev mig til Del. Denne Episode omtalte jeg hverken til Pio eller Lyngby, hvem jeg vedblev at gaa tilhaande med samme Venlighed som tidligere, naar han søgte Bibliothekets Hjælp. Her ønsker jeg at nævne et Par nye Mænd, som vare komne i Bibliothekets Tjeneste: Cand. phil. Frederik Her­ man Christian Weeke, født 1832 i Odense, hvor hans Fader var Kjøbmand; han blev Student fra Katedral­ skolen i Odense 1852 , studerede Jura, men tog ikke Em- bedsexamen.HanbegyndtesinbibliothekariskeVirksomhed først fra 6. Novbr. 1861 som Volontair, derpaa fra l.Juni 1862 som midlertidig Assistent. Bibliotheket vandt i ham en hengiven, trofast Arbejder, der sad inde med Kund­ skaber, som der var god Grund til at haabe meget af. Carl August Elberling, f. 1834 i Slagelse, hvor hans Fader, den bekjendte Filolog C. V. Elberling var den latinske Skoles Rektor; han blev dimitteret 1851 fra Slagelse- Skole og tog 1859 Magisterkonferents i Naturhistorie. Jeg bevægede ham i Efteraaret 1862 til at blive Biblioteks­ mand, idet det med de Udsigter, jeg havde til at blive Bi­ bliotekar, var mig magtpaaliggende at vinde en yngre dygtig, naturvidenskabelig dannet Mand til Bibliotheket, hvilket jeg opnaaede. Han var dengang Assistent ved det mineralogiske Museum hos Konferentsraad Forchhammer, og det var ikke uden nøje Konference med ham, at Elber­ ling gav Slip paa Mineralogien. Disse to Medarbejdere fik hver sin Del af Biblioteksarbejderne at sysle med, saa- ledes at Weeke nærmest gik i Bøllings Spor ved Kata­ logiseringen af den udenlandske Literatur og fik den svenske Afdeling under sig, medens Elberling nærmest gik i Molbechs Spor ved at behandle de nye tilkomne Bøger og besørge Indbindingen af dem, samt fik de naturviden­ skabelige og medicinske Afdelinger under sig. Der var det Gode ved, at disse to Mænd bleve Med-

17 hjælpere ved Bibliotheket, at de var yngre Mænd, unge nok til endnu at kunne lære at blive Bibliotheksmænd. Indsigt i den Retning erhverves kun ved flittig Iagttagelse, Øvelse og Vejledning. Thi det er af Vigtighed at tilegne sig netop de Methoder og den Fremgangsmaade, som ere gjældende ved vedkommende Bibliothek. Der var andre Bibliotheksmænd, som i denne Retning lod en Del tilbage at ønske. E. M. Thorson, som forhen er nævnet, var født 1816 og altsaa c. 44 Aar gammel, da han i 1860 blev ud­ nævnt til Amanuensis. Han besad mange litterære Kund­ skaber og især mange Sprogkundskaber; han var saaledes hjemme i flere slaviske Sprog, Ungarsk, men ogsaa i de romanske og de germanske Sprog. Men han havde havt Ansættelse ved Stiftsbibliotheket i Aalborg, kom derfor til det store kongelige Bibliothek med nogen bibliothekarisk Forberedelse, men med for megen Selvtillid til nogensinde ret at kunne tilegne sig Arbejdsmaaden ved det Bibliothek, han nu var kommen til. Han gjorde for meget efter sit eget Hoved, paa en anden Maade, end han skulde have gjort det1). — I 1861 blev Povel Fredrik Barfod, den­ gang Assistent i Indenrigsministeriets Arkiv (Rentekam­ mer-Arkivet), ansat som Assistent ved Bibliotheket. Han var født 1811, og var altsaa da 50 Aar gammel. Jeg hu­ sker godt, hvor betaget Bølling var, da han engang i 1861, da de nye Personalforandringer vare under Overvejelse, kom tilbage fra Kultusministeriet til Bibliotheket og bragte den Meddelelse med, at Barfod skulde have Ansættelse ved Bibliotheket. Thi det var en bekjendt Sag, at Barfod og Rentekammerarkivet slet ikke passede sammen. Det var egentlig nødtvungen, at Monrad vilde flytte sin Ven fra Arkivet til Bibliotheket; Bølling var nu bange for, at det samme paany skulde vise sig, at Barfod og Biblio- 1) H an sagde til m ig engang, at hans Arbejde paa Bibliotheket var for P engenes Skyld, m en at H ovedarbejdet for ham var hans H jem m earbejde — N B . da han laa paa sin Sofa læ sen de i en B og og m ed en tæ ndt Cigar. Han var um aadelig præ eis i at for­ lade B ibliotheket ved M iddagstid. Chr. Bruun: Erindringer fra det gam le kgl. Bibliothek 2

18 theket heller ikke passede sammen. Barfod havde engang været Bibliothekar ved den skandinaviske Forenings Bi­ bliothek, og han havde saaledes ogsaa erhvervet sig nogen Øvelse i at omgaas Bøger. Men han var for tilbøjelig til kun at gjøre, hvad han vilde, var ikke modtagelig for Vejled­ ning, og han lærte aldrig at blive en brugbar Assistent ved det store kongelige Bibliothek, trods de mange andre gode Sider, som han var i Besiddelse af. — I Foraaret 1862 blev L. V. Petersen, som forhen er nævnt, konsti­ tueret som Amanuensis. Han havde nu Titel som Profes­ sor. Var det ikke helt godt med ham tidligere, saa blev det helt galt nu. Da han skulde tiltræde, indfandt hans Ven Baron Bille Brahe til Svanholm, dengang Amtmand over Skanderborg, sig paa Bibliotheket for at bede om Permission for ham i nogen Tid, da han ikke var vel. Da Petersen saa efter længere Tids Forløb kom paa Biblio­ theket for at begynde sin Gjerning, og jeg havde vist ham hans Arbejde, aabnede han en Pakke med ny udenlandsk Literatur, saa paa et Par af Bøgerne, bad saa om Tilla­ delse til at gaa, da han gjerne skulde træffe en Bekjendt, forlod derpaa Bibliotheket og viste sig aldrig mere der. Senere blev han fuldstændig sindssyg. Engang spurgte H. M. Kong Christian IX. mig om, hvorledes Professor Petersen befandt sig. Jeg vidste ikke noget om ham, og Kongen sagde da, at han engang havde besøgt ham i Knapsted-Gaard, hvor han laa tilsengs med Hovedet ind­ hyllet i et Tørklæde for, som han sagde, at beskytte sig imod de mange Fluer, som han havde i Hovedet. Den stakkels Mand! II. Nu vil jeg gjerne fortælle Noget om „Herrerne af den gamle Skole“, hvem jeg tildels arbejdede sammen med i mine første Bibliotheks-Aar. Jeg var Vidne til deres Flid,

19 og saae Resultaterne af deres Virksomhed; jeg var deres Lærling og fik min bibliothekariske Opdragelse i disse Aar. Jeg tror nok, at jeg var lærvillig; jeg veed, at jeg brugte baade mine Øjne og mine Ører for at gjøre mig brugbar. Det var fornøjelige Timer, jeg tilbragte med dem. Saa gamle de vare, saa ungdommelige vare de dog i al deres Færden og Væsen; der herskede en fornøjelig og venskabelig Tone imellem dem, og de vare alle gjennemtrængte af Hengi­ venhed og Kjærlighed til dette Bibliothek, som de saa- længe havde været knyttede til. Skjøndt Aldersforskjellen imellem dem og mig var stor, viste de mig stedse stor Venlighed, og jeg har dem og mine Læreaar i kjær Er­ indring. Konferensraad Erik Christian Werlauff var født i Kjø- benhavn den 2. Juli 1781. Student blev han 1796, juridisk Kandidat 1802, men allerede i Aaret 1798 blev han knyttet til det store kongelige Bibliothek, hvis Overbibliothekar han blev 1829. Han var en lille Mand, i høj Grad mager, hans Ansigt var smalt, rynket og blegt, hans Haarbedæk- ning indskrænkede sig mest til et temmelig langt, hvidt Baghaar. Han havde ved Næseroden et altid aabent dybt Saar, fremkaldt ved en Trepanation. Hans Ansigtsudtryk var alvorligt, men han havde et sjelden tiltalende, mildt Smil. Det er vel formeget at sige om Werlauff, hvad han har sagt om den yngre Otto Sperling, at han sad inde med et Ocean af Lærdom, men lærd, meget lærd, var han, og han Kundskabsmasse voxede ved hans fortsatte Studier og ved i saa mangfoldige Aar at leve blandt Bibliothekets Bøger. Han var en stilfærdig Mand, meget forsigtig og vel noget angst ved at skulle gribe ind eller ved at føre noget nyt frem. Praktisk var han næppe, idetmindste hvis jeg skal dømme efter den Maade, paa hvilken han førte Bi­ bliothekets Regnskaber (i smaa Oktav-Notebøger). Han havde ordnet de Haandskrifter, som udgjøre den saa- kaldte nye kongelige Samling, til hvilken han har forfattet 2 *

20 Kataloget, og det hørte til hans Arbejde at bestemme Plad­ sen for de nye indgaaede Haandskrifter. Han forestod ogsaa Anskaffelsen af den nye udenlandske Literatur, især den tydske. Og dette Arbejde gik for sig paa en ejendom­ melig Maade. Gjennemsynspakker med Nyheder, sendte fra Bibliothekets Boghandler, kjendtes ikke. Naar det tyske Messekatalog, der blev udgivet to Gange om Aaret, var kommet, gik Werlauff det igjennem og satte Mærke til Titlerne paa de Bøger, han mente burde anskaffes. Saa leverede han Kataloget til den af Personalet, som skulde modtage og behandle disse Bøger, for at han kunde sætte Mærke ved de Titler, som angik Fortsættelser; derefter sendtes Kataloget til Boghandleren med Anmodning om at besørge de mærkede Bøger forskrevne, og dermed var disse Bøger anskaffede. Det kunde jo nok hænde, at Wer­ lauff, naar han saae en eller anden af disse nye Bøger, kunde udbryde: „ja, den Bog var vistnok ikke bleven kjøbt, hvis vi havde seet den forinden;“ men det var dog ikke helt iblinde, at han valgte Bøgerne, thi der var altid et halvt Aar mellem Messekatalogernes Fremkomst, og der var saaledes god Tid til at lære en hel Del af den nye Literatur at kjende gjennem Tidsskrifter; desuden havde Werlauff visse Kjendemærker at gaa efter, saaledes Nav­ nene paa de Forlæggere, som nævnedes i Katalogerne. En Bog f. Ex. forlagt af Reimer i Berlin kunde vælges uden Ængstelse. — Den svenske Literatur blev tidligere sendt af Boghandler Gleerup i Lund efter hans eget Valg; den norske Literatur kom vistnok gjennem en Boghandler i Christiania (Dahl) og den Gyldendalske Boghandel. Om Anskaffelsen af en Del udenlandsk Literatur skal der strax blive talt. — Det var en hel Begivenhed, naar et Værk blev anskaffet direkte fra en udenlandsk Boghandler. Jeg husker, at efter Forslag af min Onkel, Dr. phil . J . G. Burman-Becker, blev der subskriberet paa det store Værk om Byen Antwerpens Historie af F. Henry Mertens; Bin

21 dene sendtes med Skibslejlighed fra Antwerpen til Kjø- benhavn. Betalingen for saadanne Skrifter sendtes gjerne gjennem et Handelshus i Hovedstaden. Werlauff var ogsaa beskæftiget med det store Katalogarbejde; han har saa- ledes i Tyverne ordnet Titelsedlerne til Geografi og Rejse­ beskrivelser i 4°; senere hele den svenske Afdeling. Det er sagt om Werlauff, at der var en vis Stilfærdighed ud­ bredt over ham. Denne Stilfærdighed bredte sig, tror jeg, ogsaa over Bibliotheket. Allerede langt tilbage i Tiden gik han under Navnet „gamle Werlauff“.1) Jeg har ofte seet ham i Aarene c. 1850 om Sommeren ile hen over Slots­ pladsen til Bibliotheket iført en blaa Spidskjole med blanke Knapper. I Kontoret iførte han sig en meget kortskjødet Jakke. En lignende var han iført hjemme i sit Arbejds­ værelse. Jeg har hørt fortælle, at han i dette Værelse, iført en saadan Dragt, holdt f. Ex. sin indholdsrige Forelæsning over Kilderne til Danmarks Historie. Han stod ved sin tarvelige Pult og dikterede efter en Mængde Excerptsedler, som han ordnede paa Stedet; altsaa var Forelæsningen ikke udarbejdet iforvejen. Han vendte Ryggen til sine Til­ hørere, der sad ved et lille Bord og skrev ned. Denne Forelæsning fulgte engang bl. a. C. F. Allen og D. Sejdelin, hvis Kollegier sidenefter vare meget søgte. Werlauff modtog af og til Besøg i Kontoret; jeg husker, at engang besøgte General Ewald ham, ogWerlauff spurgte ham, om han kjendte Skriftet af Vehse, Geschichte der deutschen Hôfe; hertil svarede Ewald bekræftende, og paa Spørgsmaalet, om det var sandt, hvad der var fortalt om Frederik VII.’s Ophold som Prinds i Genève 1826— 27, gav Ewald et bekræftende Svar. Tilsidst formaaede Werlauff ikke at komme paa Biblio- J) I 1836 undskyldte W erlauff sin U d eblivelse fra det første 25 Aars Studenterjubi­ læum m ed Alder og Svagelighed, — han var da 55 Aar gam m el; m en 25 Aar efter, da en D el af de sam m e M ænd sam led es til 50 Aars Studenterjubilæ um , var W erlauff ind­ budt og deltog i Festen — han var da 80 Aar gam m el. P. Hjort, U dvalg af B reve, K bh. 1867, S. 435.

22 theket; han holdt sig hjemme; jeg besøgte ham af og til, og det var et sørgeligt Syn, at se den svage, snart næsten blinde Mand i sin tarvelige Seng; uophørlig saa han paa Uhret for kun at se, at der var forløbet et Minut eller to, siden han sidste Gang havde taget det frem. Aands- frisk var han til imod Slutningen af sit Liv. Han døde den 5. Juni 1871, næsten 90 Aar gammel. Sine Excerpter og de Bøger, han havde givet skriftlige Tilføjelser, havde han testamenteret til Bibliotheket; hans Søn forærede dette sin Faders Brevsamling og en lille Optegnelsesbog. Han havde foræret mig sine haandskrevne Holbergiana. Etatsraad Christian Molbech var død samme Aar, som jeg begyndte mit Bibliotheksliv, og jeg har kun en Gang (i 1850’erne) set ham paa Bibliotheket, idet han en Dag en Dag gik igjennem Læsesalen, medens jeg var beskjæf- tiget der1). Men jeg har set saamange Resultater af hans Arbejde ved Bibliotheket, jeg har faaet saamange Impul­ ser derigjennem, at jeg nødvendigvis maa fortælle noget her om ham, saa meget mere som hans Biograf, hans Kol­ lega F. Fabricius, ikke har dvælet ved ham som Biblio- theksmand2). Molbech var født 1783, blev privat inskriberet ved Uni­ versitetet 1802, studerede en kort Tid Jura, men blev allerede i Vinteren 1804 knyttet til det store kongelige Bi- bliothek, hvor han saa var Embedsmand til sin Død. Gjen- nemlæser man i Erslews Forfatterlexikon Titlerne paa det Utal af Skrifter og Afhandlinger, som han har forfattet eller udgivet, kommer man let til at tænke sig det som det na­ turlige, at han ikke havde Tid og Kræfter til at udrette mere. Og sætter man sig ind i alt det Arbejde, han har udført ved det store kongelige Bibliothek, tænker man det *) O g jeg har set ham een G ang i M iddagsselskab hos Fru K ancelliraadinde Bolette Deichmann; der blev sat for ham sæ rsk ilt den obligate R isengrød, som han altid gjorde Krav paa. 2) N ordisk U niversitetstidssk rift IV, 1858, 1, S. 110— 123. I sin Skildring af M olbech i Brickas D ansk biografisk L exikon, XI. S. 345— 54 har Professor Joh. Steenstrup i 13 Linier talt ret sm ukt om M olbech som B ibliotheksm and.

23 Sammex). Men det er ikke for meget sagt, at Molbech be­ sad en ganske fænomenal Arbejdskraft. Hans Forhold til Bibliotheket var imidlertid af en egen Natur, idet han vel arbejdede for det, men ikke, uden indirekte, for Publikum. Dette saae meget lidt til ham, thi han arbejdede mest hjem­ me eller paa Bibliotheket, naar han kunde være alene, det vil sige udenfor Bibliothekstiden; han sad da gjerne inde i et af Boglokalerne ved et lille Bord. Han skrev med Gaasefjer og havde noget udmærket sort Blæk i en meget tarvelig lille Blækflaske; vi yngre kaldte det i lange Tider efter hans Død: det historiske Blæk. Hans Haandskrift var udmærket; jeg tør ikke sige om den, at det var en fin Skjønskrift, men det var en sjælden kraftig, regelmæs­ sig Skrift, som man strax følte sig tiltalt af, der var noget monumentalt ved den. Det er derfor en ikke ringe Ny­ delse at læse de Breve, han har skrevet, og han har skre­ vet en utrolig Mængde Breve; mærkelig nok havde han ikke Tid til at skrive dem korte, men han havde mange Gange Tid til endogsaa at skrive Klade til sine Breve. I det store Katalogarbejde, som gik for sig i den første Halvdel af det nittende Aarhundrede, tog Molbech ivrig sin Del. Han har saaledes skrevet flere af Katalogbindene, f. Ex. Kataloget over Bøgerne i Kvartformat til den en­ gelske Historie. Men hans egentlige Arbejde var at følge de fremmede Literaturer i det franske, engelske, italienske og spanske Sprog2). Det var umaadeligt, som han læste og studerede for at udføre dette Arbejde paa en tilfreds­ stillende Maade. Hans Notitsbøger herover er endnu be­ varede — og bør bevares —; thi de vise, at han ikke nøj­ edes med at nedskrive Titlerne paa Bøgerne, men han gjorde ofte tillige Udtog af Anmældelserne til Vejledning ‘) H an taalte ikke Angreb paa B ibliotheket. 1 Aaret 1821 førte han i »N yeste Skilderie af K jøbenhavn“ en læ ngere Fejde m ed Professor H. N. Clausen, som m est angik Kata- logspørgsm aalet. 2) Italiensk Literatur blev tidligere en Tid leveret af Molini i Florens, spansk Lite­ ratur af Ribadeneyra i M adrid. Senere kjøbtes B øgerne i disse Literaturer gjennem B i- bliothekets B oghandler Gyldendal (Deichmann) og Franz i M ünchen. -

24 for Werlauff, der bestemte Valget efter Molbechs Notits­ bøger af hvad der skulde anskaffes. Molbech skrev to Titelsedler til hver ny Bog1); det ene Sæt brugtes først til det systematiske Katalog og derefter til Seddelkataloget, det andet Sæt brugtes til det aarlige Accessionskatalog, som blev renskrevet i Lister efter Sprogene, der bleve indsendte til Majestæten med Aarsberetningen, som Over- bibliothekaren affattede. Saa besørgede Molbech Indbin­ dingen af den nye udenlandske Literatur, og han ledede dette Arbejde med Indsigt og megen Smag, som hans Efterfølgere forhaabenlig med Held have efterfulgt. Thi mange af hans Bogbinderlister med Bemærkninger om, hvorledes Bøgerne skulde indbindes, ofte med Angivelse af Farverne, ere endnu bevarede og bør fremdeles be­ vares. Fabricius siger om Molbech: „Naar han havde fattet Ideen til et Skrift, stort eller lidet, stod hele Anordningen strax klar for ham, saa at han, som man siger, kunde be­ gynde med Begyndelsen, eller uden videre gaa lige til Ar­ bejdet2). Saaledes var ogsaa Forholdet paa en vis Maade ved Bibliotheket, der var Plan i det, Sammenhæng, Alt var paa sin rette Plads, og derved blev det et støt, solidt og dygtigt Arbejde, som han efterlod sig, hvilket kom Pub­ likum til Gavn. Fabricius siger ogsaa om ham, „at han ikke var fri for en vis Særhed i sit Væsen, der stundom kunde virke frastødende og saarende, hvor han mindst ønskede det“. Bølling har fortalt, at Wergeland engang passede Molbech op i Buegangen ved Christiansborg og standsede ham med ét med de Ord: „Nu skal Du have x) D isse Titler vare dog ofte affattede m ere literært end bibliografisk nøjagtig, som den sen ere Tid forlanger. Saaledes vare ogsaa de W erlauffske T itelsedler skrevne, m en m ere forlangte den æ ldre Tid ikke. 2) Som et Vidnesbyrd om hans O rdenssands kan følgende Træk anføres. D er savnedes en B og paa B ibliotheket, og det m entes, at M olbech havde den hjem m e hos sig . En af P ersonalet gik da til ham for at høre, om Form odningen var rigtig. M olbech svared e: „Jeg har ikke B o gen ; havde jeg den, skulde den staa der.“ I det sam m e rejste han sig , gik hen til en Reol og pegede paa Stedet, hvor den skulde have P lad s. I det sam m e ud­ brød h a n : „D er staar den jo o gsaa !“

25 Prygl“. Hvortil Molbech svarede: „Nej, nej, hvorfor?“ Og da Wergeland saa nævnede Anledningen: „Du var grov imod mig idag,“ sagde Molbech: „Men det er jeg jo imod alle Mennesker,“ hvilket Svar forsonede Wergeland, saa han lod Molbech slippe for Pryglene. I sit kollegiale Forhold kunde Molbech ogsaa være vanskelig, thi han var, hvad Svenskerne kalde „envis“; jeg har læst Breve vex- lede imellem ham og Werlauff, i hvilke der forekommer Ytringer, der vidne om, at Werlauff ikke altid var tilfreds med sin Næstkommanderende. Men Molbech har skrevet Breve, i hvilke der forekommer meget strænge Ord om Werlauff, saa haarde, at man ledes til at tro, at han saae ned paa Werlauff som en daarlig Bibliothekar. Det er blevet mig fortalt, at naar Werlauff og Molbech sad i Kon­ toret hver paa sin Side af det fælles Arbejdsbord, kunde det hændes, at hvad de havde at meddele hinanden, skete skriftligt ved smaa Sedler, som de rakte over til hinanden. Efter Molbechs Død blev der fra hans Bolig til Biblio- theket baaret flere Klædekurve fulde med Bøger, som han havde ladet bringe sig fra Boghandleren og som vare bievne liggende hjemme hos ham. Lassen døjede meget med at faa besørget Indbindingen af alle disse Bøger, som han maatte lade indbinde paa den allertarveligste Maade. Jeg husker at have seet højt oppe paa en Hylde i Kabi­ nettet Henri Martins Histoire de France uindbundet i mange brocherede Bind, og de havde vist staaet der i mange Aar. Bibliotheket bør altid mindes Molbechs Virksomhed med Taknemmelighed, thi den fortjener han. Man sporer ham allevegne der, og det skylder ham uendelig meget. Molbech var, tror jeg, af Middelhøjde, mager, med et stort, hvidt Haar. Hans Ansigtstræk synes jeg vare karak­ teristiske trods deres meget store Mangel paa Skjønhed. Han lod sig aldrig portrætere, men paa en Bogauktion listede Maleren Gertner sig til, ham uafvidende, at tegne

26 hans Hoved, og dette Billede er senere blevet raderet af Magnus Petersen paa Foranledning af Anton Petersen. Om de to næste Mænd, som jeg nu vil omtale, er der ikke noget at finde i vore Forfatter- og biografiske Lexika af den Grund, at deres Navne saa godt som aldrig ere komne udenfor Bibliotheket; de vare ikke literære, og den stille Virksomhed indenfor et Bibliotheks Mure und- drager sig let Publikums Opmærksomhed. Den ene af disse Mænd er J. A. Bølling, den anden C. E. Molden- hawer. Justitsraad Jørgen Andresen Bølling1) er født i Kjøben- havn den 29 . August 1792 . Hans Forældre vare meget jævne, hæderlige Borgerfolk, idet Faderen (der skal være født i Holsten 1760 ) først var Favnesætter, derefter havde et Brændeudsalg, var en Tid Opsynsmand ved Magistra­ tens Brændeoplag ved Langebro, og døde 29 . November 1830 som Kontrolleur ved det kongelige Theater og For­ mand for Ligbærerne. Moderen hed Peternille Sørens­ datter; hun døde 23 . November 1843 , 77 Aar gammel. I dette Ægteskab blev der i Løbet af 12 Aar født 14 Børn, af hvilke kun 4 naaede den voxne Alder. Faderen var en kraftig Mand, hvem det var magtpaaliggende tidlig at skaffe sin Søn boglig Kundskab og at opmuntre hans Lyst til Læsning. Sønnen kom i det Schouboeske Institut, men maatte snart forlade dette, da Faderen ikke formaaede at betale for ham der. Efter nogen Tids Forløb kom han ved Professor Nic. Kalis Bistand i Vor Frue Skole, hvor Skolens Patron, Hertugen af Augustenborg, betalte for ham. Samme Aar blev han indbudt til at tilbringe Sommer­ ferien hos Konferensraad Moldenhawer for at være til Selskab for Sønnen Carl, der havde fattet Venskab for ham i Skolen, og denne Ferie forvandlede sig til et tyve- aarigt Ophold i Moldenhawers Hus. 1810 tog han Examen *) „B øllin g“ er et kjendt Stedsnavn fra Egnen im ellem Ringkjøbing og H o lsteb ro : B øl­ ling H erred, B ølling Sogn, B ølling-B y. M en jeg har ogsaa set tydske Forfattere bære N avnet B ølling.