ErindringerFraGamleKglBibliothek

53 naar man talte til ham, raabte man ham ind i Øret, saa at de andre Besøgende bleve i høj Grad forstyrrede. Dertil kom, at han undertiden kunde være noget lunefuld og som en Følge deraf noget uforsigtig med at vælge sine Ord. Saaledes sagde han engang til Vahl, i alle de Besø­ gendes Paahør: „Det maa jeg sige, er meget dumt gjort af Dem.“ En Dag, da jeg gjorde Visit hos Fru Deichmann, blev jeg præsenteret for en Herre (saavidt jeg husker den senere Generalløjtnant Zachariæ, der var gift med en Datter af Professor Rasmus Nielsen), som var i Besøg hos hende, og det blev sagt ham, at jeg var ansat ved det store kon­ gelige Bibliothek, hvorpaa han udbrød: „Oh, det er der, man bliver skjældt ud.“ Ja, det var den kjære Fabricius, som gav Anledning til, at Bibliotheket kom i et saa uhel­ digt Omdømme. Imidlertid, man var overbærende og taal- modig ligeoverfor den tjenstivrige, haardt prøvede Biblio- theksmand. Sit humoristiske Anlæg fra Ungdommen kunde han undertiden endnu lade komme til Udbrud, saaledes naar han sagde: „Kom nu, kom nu, Klokken er slaaet to, kan vi ikke komme præcis, saa kan vi dog idetmindste gaa præcis.“ Det tykke Mæle, som ofte følger det at være stokdøv, og som kan gjøre den Døves Tale næsten uforstaaelig, kjendte Fabricius ikke til; han talte langsomt, distinkt, højt, saa man altid kunde opfatte, hvad han sagde. Dertil havde han en sjælden Evne til at læse paa Ens Læber, hvad man vilde sige til ham, saa at man undertiden ikke fik sagt det Halve af hvad man vilde sige, før han havde forstaaet det Hele. Af og til kunde han jo tage fejl. Om han end mest syslede med den danske Literatur, saa var der dog ogsaa forbeholdt ham noget Arbejde med den udenlandske, mest den medicinske, naturvidenskabe­ lige, æsthetiske. Han kom da, efter at han var færdig med hvad han havde at bestille paa Læsesalen, ned i Kontoret,