ErindringerFraGamleKglBibliothek

25 Prygl“. Hvortil Molbech svarede: „Nej, nej, hvorfor?“ Og da Wergeland saa nævnede Anledningen: „Du var grov imod mig idag,“ sagde Molbech: „Men det er jeg jo imod alle Mennesker,“ hvilket Svar forsonede Wergeland, saa han lod Molbech slippe for Pryglene. I sit kollegiale Forhold kunde Molbech ogsaa være vanskelig, thi han var, hvad Svenskerne kalde „envis“; jeg har læst Breve vex- lede imellem ham og Werlauff, i hvilke der forekommer Ytringer, der vidne om, at Werlauff ikke altid var tilfreds med sin Næstkommanderende. Men Molbech har skrevet Breve, i hvilke der forekommer meget strænge Ord om Werlauff, saa haarde, at man ledes til at tro, at han saae ned paa Werlauff som en daarlig Bibliothekar. Det er blevet mig fortalt, at naar Werlauff og Molbech sad i Kon­ toret hver paa sin Side af det fælles Arbejdsbord, kunde det hændes, at hvad de havde at meddele hinanden, skete skriftligt ved smaa Sedler, som de rakte over til hinanden. Efter Molbechs Død blev der fra hans Bolig til Biblio- theket baaret flere Klædekurve fulde med Bøger, som han havde ladet bringe sig fra Boghandleren og som vare bievne liggende hjemme hos ham. Lassen døjede meget med at faa besørget Indbindingen af alle disse Bøger, som han maatte lade indbinde paa den allertarveligste Maade. Jeg husker at have seet højt oppe paa en Hylde i Kabi­ nettet Henri Martins Histoire de France uindbundet i mange brocherede Bind, og de havde vist staaet der i mange Aar. Bibliotheket bør altid mindes Molbechs Virksomhed med Taknemmelighed, thi den fortjener han. Man sporer ham allevegne der, og det skylder ham uendelig meget. Molbech var, tror jeg, af Middelhøjde, mager, med et stort, hvidt Haar. Hans Ansigtstræk synes jeg vare karak­ teristiske trods deres meget store Mangel paa Skjønhed. Han lod sig aldrig portrætere, men paa en Bogauktion listede Maleren Gertner sig til, ham uafvidende, at tegne