ErikBøghMinFørsteForfattertid

297 Kampen mellem „Grevinden og hendes Søskende­ barn “, og den dybeste Tavshed viste, at det var til den, man havde gemt sin Opmærksomhed. Under den korte Exposition og det første Kuplet, der var af fredelig Karakter, kunde man have betegnet Stilheden med den hyperbolske Tale- maade: at den gjorde det muligt, at høre en Knappenaal falde til Jorden, men nu kom den Sang, hvori Vikomte de Lauzun motiverer sit Had til Grevinden. Det var som sagt en næsten ordret Oversættelse af en historisk, ægte Vise om Grevinde Dubarry fra 1765, som jeg havde indlagt i S tykket til Illustration for Stemningen. Regissør Rasmussen, der skulde synge den, var belavet paa, at den vilde blive Signal til en Pibekoncert, maaske til en Bestormelse af Scenen, men han sang med udmærket Bravour de to Vers:

Jeg hader Den, som steg fra Dybet Bedækket med et Lands Foragt — Som nu behersker hele Krybet Med stjaalet Guld og ranet Magt — Som fræk fortrænger, hvad vi ejer Af hædret Navn og ædelt Blod, Og med sin Skare lydige Lakajer En Skanse slaar om Tronens Fod. —