ErikBøghMinFørsteForfattertid

296 de dannede T ilskuere ogsaa deres Paralleler og deres Stemning færdige. Der var Ingen ved Teatret, som et Øjeblik tvivlede paa, at et S tykke, der angreb den franske Grevinde, vilde blive opfattet som en Fornærmelse mod den danske, og kalde hendes Tilhængere til Kamp med Vægterpiber, Klarinet- Mundstykker og lignende Instrumenter, og om det endogsaa kun vilde blive en forsvindende Minoritet af Teatergængerne, der vilde optræde som hendes Riddere, saa kunde det ikke nægtes, at enhver Pibe var i Stand til at gøre mere Effekt end tyve P ar Hænder, især naar de er behandskede. Alle Forventninger om at Stykket skulde fremkalde en Meningskamp blev imidlertid skuffede. Det første Stykke paa Aftenens Program „En Herre, der følger Damer hjem “ — et muntert Pariser-Lystspil — var spillet til Ende, uden at Publikum havde værdiget det synderlig Opmærksomhed. Man havde hostet, hvisket til hinanden, set efter, hvad Klokken var, læst paa Personlisten til næste S tykke og tilkendegivet sin Tilfredshed med, at Tæppet faldt, med et næsten uhørligt Klap. Nu gik det op igen for