ErikBøghMinFørsteForfattertid

298 Jeg hader Den, livis Skændsels Rygte Ej mer kan rummes i vort Land — Som bringer Kvinden til at flygte — Som møder Haan hos hver en Mand — Som sneg sig ind i Kongesalen, Fik Sceptret fat og er paa Vej, At sætte Kronen — Kronen paa Skandalen — Se hende — hende — hader jeg! Det Bifaldsbrag og de Bravoraab, som disse Udfald mod Grevinde Dybarry fremkaldte, havde jeg aldrig hørt Mage til. Skuespilleren, der havde ventet en vild Teaterstrid, blev saa over­ rasket over denne Enstemm ighed af den ved­ varende Applaus, at det varede en Stund, før han kunde tro paa den. To, tre Gange søgte han at begynde paa den følgende Dialog men blev overdøvet. Publikum vilde have Visen d a capo, og efter at have faaet sin Vilje ved­ blev man at applaudere, som om man vilde udfordre Modstandere til at lade sig høre, men ikke en eneste af Grevindens D rabanter gav et Kny fra sig. Det var ikke et Teaterstykkes Skæbne, der skulde afgøres, det var en Folke­ afstemning, et Plebiscit, der blev holdt, og Publikum forstod, hvad det gjaldt. Afstemningen foregik med en saadan Energi, at ikke én