ErikBøghMinFørsteForfattertid

119 S im o n s e n er saa udsvævende, at han aldrig giver, hvad Livet har, og er Manierist. i sin Behandling. S t o r c h er egenlig en Dilettant og ganske tam. Mon i es beviser som oftest, at han mangler aabent Øje, og at han er forfalden til en modbydelig Manér. R o h d e er en Kokette. S c h l e i s n e r er Føleriets flove Formand. J e n s e n (Blomstermaleren) er fra en dygtig Kunstner sunket ned til en moderne Haandværker. Hos dem A lle vil man ikke finde Enhed i Ideen, ti de mangler denne. Kun E t er hos dem Alle øjensynligt, og det er, at de søger at tilfredsstille Modepublikumets Fordringer, følgelig ledes af egoistiske H en­ syn og derved indrullerer sig i Klikken . . . Om det end er dem ubevidst, lefler de med Publikums slette Smag. Deres Virksomhed bliver naturligvis ligefuldt betydningsløs og bør bekæmpes. —“ Denne summariske Oversmørelse af de uden­ for det nordiske Parti staaende Kunstnere var