ErikBøghFraMineUngeDage

2 1 5 hed det om denne „Æ dedolk“, der havde givet Øen N avn ved at opføre et Hus paa den for at kunne æde og sove i Ro for den øvrige Menneskehed. Avditøren vilde, næ ste Gang vi samledes, medbringe en A fskrift af Digtet. Jeg syntes det var Synd, at binde den lille Øs H istorie til en saa dum og aldeles ikke naragtig Figur, og da jeg kom hjem, satte jeg mig til at skrive Digtet „Kongen og N a rre n “, over det lille Motiv, der var levnet af Sagnet. Da det var færdigt, viste jeg det til FI. V. K a a lu n d , der den Gang som Poeta la u re a tu s eller i alt Fald som Chatolkassens Stipendiat „laa paa L andet“ i Farum . H an havde altid vist mig megen Velvilje, ja endogsaa betroet mig at læse Korrektur paa „Valkyrien Gondul“ — ja han havde læst adskillige af sine Digte op for mig i halvfærdig Tilstand, men aldrig havde han haft Anelse om, at jeg gav mig af med at skrive Vers, og der er derfor al R im e­ lighed for, at det næ rm est var Overraskelsen, der var Grunden til, at han udtalte sig saa venligt om det, som han gjorde. Isæ r A n ­ vendelsen, der vilde passe godt til en af Da­ tidens Statsreformatorer, som jævnlig optraadte paa Møderne i Præstegaarden, fandt han vel