ErikBøghFraMineUngeDage

214

En Gang kom jeg dog ganske tilfældigt til a t skrive et lille Digt, der bevægede sig belt udenfor Mystikkens og Rom antikkens taagede Omraade. P a a en Spaseretu r langs Søen kom i et Selskab, der udgik fra Præ stegaarden, „K laus N ars 0 “ — en lille Holm, der nu, saa vidt jeg ved, er landfast — paa Tale. Der blev spurgt om A arsagen til dens Navn, og man kunde til Svar herpaa kun oplyse, at der havde gaaet et Sagn om, at en Konge engang havde sat sin H ofnar ud paa denne 0 . N arren havde heddet K lavs, men hvad Kongen hed, og hvor­ for N arren var blevet deporteret derud, det vidste man ikke mere. Den gamle Original, Avditør P o u l R a s m u s s e n , der havde optegnet Alt, hvad han i hele sit Liv havde hørt og set, bekræftede baade, a t han i sin Barndom havde hørt Sagnet, og a t der allerede den Gang var saa lidt tilbage af det. H an kunde imidlertid tilføje, at der var skrevet et (maaske utrykt) Digt om Øen af hans Plejefader, Digteren E d v a r d S to rm , men det gav ingen Oplysning om nogen Hofnar, men om en dansk Apicius: Claus Nar han var saa mægtig en Mand, Han havde i Farum sit Sæde. Hans største Lykke, jeg siger forsand, Var den: at drikke og æde.“