ErikBøghFraMineUngeDage

213

hvis det var faldet i en B revudgivers Hænder, men m in Vens Hypokondri afvendte enhver saadan Fare. Engang i Koleratiden, da han fik lidt Mavepine, betragtede han sig som døds­ dømt, skrev sit T estam ente og brændte sine Papirer. Kun to af R imbrevene — der nok var om trent et halvt Hundrede i Tallet — eksi­ sterede tilfældigt i Afskrift, og det er dem jeg her har aftrykt som Prøve paa mine Digte fra „første Periode“. Hvis Nogen vil beskylde dem for at være plat realistiske, skal jeg ikke forsvare dem men kun til Forklaring anføre: at jeg i dem kun skrev om, hvad jeg oplevede, og d e t var jo forstemmende trivielt. Jeg følte selv i saa høj Grad mit Hverdagslivs Mangel paa Romantik, at jeg for at bøde paa den søgte at digte mig ind i en Drømmeverden, hvortil jeg hentede S temninger og Dekorationer fra Digterne af „den romantiske Skole“. Som en udvalgt R e­ præ sentant for disse Forsøg kan jeg nævne Digtet „V ildsporet“, der nu staa r som en en ­ som Modsætning til mine senere Digte, men den Gang havde hele Flokke af Søskende, alle­ sammen uklare, hemmelighedsfulde, duftende af „den blaa B lom st“, hvis Navn Ingen kendte.