ErikBøghFraMineUngeDage

2 0 9

paa mit Ord til det Yderste, og h an erkendte, at jeg ikke havde gjort Andet end staaet paa min Ret — men je g havde saadan en tirrende Maade at sige m in Mening paa — og h a n var „groh wie en Ochse“, naar han blev hed i H ovedet, at je g var et ungt M enneske, og at h a n var en ældre Mand, der havde Hovedet fuldt af Bekym ringer — og at vi derfor skulde smage paa denne gamle Rydeshejmer, som han ikke havde set til i flere A ar — og saa slaa en S treg over Alt, hvad der var hændt og sagt igaar! Ja, naturligvis! Jeg var meget villig til at skrive Alt, hvad der var passeret mellem os To, i Glemmebogen. Der var kun Et, som jeg maatte holde udenfor den, og det var mit Løfte til Sønnen om, hvad der vilde hænde „næste Gang“. Denne Indskrænkning i den gensidige Amne­ sti bragte m in Principals buskede Ø jenbryn til at sænke sig betydeligt, men i det Samme kom Karlen med Post-Tasken. Denne blev grebet og aabnet i Hurtighed — det var i Næ rheden af December Term in! Mens Forpagteren læste sin Korrespondance, gennemløb jeg to Breve, der var faldne paa m in Part, — saa akku rat 14

?