ErikBøghFraMineUngeDage

2 1 0 i det rette Minut, som E fterretningen om den rige Onkels Død i de franske Komedier, ja saa usandsynlig nøjagtigt, at jeg næppe vil undgaa at vække Mistro, n a ar jeg fortæ ller det! — og da han var færdig, skænkede han atter G las­ sene fulde og foreslog: at vi skulde lade „ d e t H e l e “ være glemt. Til han s store F o rund ring svarede jeg: „Nu vel! Efter hvad jeg h a r set i disse Breve, skal jeg helt overlade al S tra f til Deres Godt- befindende“ — og dermed overrakte jeg ham de to Breve. Det ene var fra m in første Principal, P ro v ­ sten, der tilbød mig en Andenlæ rerplads ved Borgerskolen i den Købstad, hvortil han var blevet forflyttet. Det andet var fra m in Fader, der underrettede mig om, at Fugleberg Skole­ kald var blevet ledigt, og at Kaldspatronen havde lovet, at jeg skulde faa det, n aar jeg søgte det. Begge Embeder skulde tiltrædes til N ytaar. Det var tilstrækkelig Forklaring over min pludselige Føjelighed. Otte Dage efter holdt jeg A fskedseksamen, der udviste en saa stor F rem gang i Børnenes