ErikBøghFraMineUngeDage

2 0 8 at den Komedie dog vel nu m aatte være ud ­ spillet, og at jeg i ethvert Tilfælde, dersom „en anden G ang “ skulde indtræffe, m aatte holde mit Ord, hvis jeg ikke vilde frask rive m ig al Respekt hos m ine Elever, der jo nu var vidende om den Uenighed, der hidtil havde væ ret skjult. Herom vilde Manden ikke høre Tale, og da jeg bestem t erklærede, at dersom h an ikke i dette Tilfælde gav m ig fri Raadighed, m aatte jeg betragte mig som opsagt, saa løb H eftig­ heden i den Grad af med ham, at han had m ig „gaa P okker i Vold, hellere idag end im orgen“ — hvilket jeg dog i H enhold til hans loyale R espekt for trufne A ftaler m aatte opfatte som Afskedigelse ved H alvaarets Udløb — eller saa sn art der tilbød sig en anden Plads, som jeg kunde være bedre tjent med. Da den hidsige, men rettænkende Mand havde sovet paa Sagen, lod det dog til, at han ikke var ganske tilfreds med sin temmelig brutale Optræden og Resultatet af vort S amm en ­ stød. Næ ste Efterm iddag efter Skoletiden bad han mig komme op paa hans Værelse, og nu var han den rene skæ re Velvilje. H an ind ­ rømmede, at han satte P ris paa, at jeg havde taget det Hele saa alvorligt, og at jeg holdt