ErikBøghFraMineUngeDage

2 0 7 „Hvorfor schlug Di m in H e in rich ? “ gentog han med et Næveslag i Bordet, saa alle S k a k ­ brikkerne i et N u laa væltede mellem hinanden. Jeg saa atter forundret paa ham, men tav. „W et Di inte, hvorfor Di schlug h am ? “ — „Nej! Hvordan skulde jeg kunne vide h v o r f o r han fik de Prygl, som han ik k e h ar fa a e t? “ — fortsatte jeg saa rolig, som jeg kunde. „H ar Di ham inte sch lag e t? “ — spurgte han, forbavset over Benegtelsen. „H an skrek ja so, som han hatte en Knif i Halsen. W a t skrek han denn fo r? “ „Se d e t kan jeg svare Dem paa: H an skreg for, at De skulde frelse ham fra de Prygl, han havde fortjent, men ikke h ar fa a e t.“ Og nu fortalte jeg, hvad der v ar hændt, og spurgte paa J a og Nej, om jeg havde handlet korrekt eller ej. Nej! - Hvad jeg da skulde have gjort? N aturligvis: overladt Faderen at straffe Sønnens Uartighed. — „Med Tykmæ lk og Puddersukker etc.“ — supplerede jeg og tillod m ig den Bemæ rkning, raabte han næ sten ude af sig selv.