ErikBøghFraMineUngeDage

2 0 6 ruskede jeg ham dygtigt, saa han fo rstum ­ mede, løftede S pan sk rø ret og spurgte, om han nu trode, jeg turde slaa ham ? N u var Modet kuet, og han klynkede: „Jo, jo, jo ! “ „S aa veed Du d e t til næ ste G ang“ — sagde jeg — „og saa behøver jeg ikke at vise Dig det n u !“ — Dermed v ar det Optrin forbi, men dets Følger udeblev ikke. Ved M iddagsbordet var F aderen ikke tilstede. Hidsig, som han var, frygtede han for at Uvejret vilde bryde løs, saa sn a rt han sa a ’ mig. Lidt efter at vi havde spist, da jeg ovre paa m it Værelse spillede et P arti Sk ak med et ungt Menneske, der havde T ilsyn med den ubeboede Hovedbygning og derfor bar N avnet „S lotsforvalteren“ — blev Døren slaaet op med et Brag, og ind traadte m in vældige Principal, mørkerød i A nsigtet og dirrende a f Harm e. „H vorfor schlug Di m in H e in ric h ? “ — raabte han med en Mine, der tydede paa, at hans Heftighed stod paa Sprængpunktet. Jeg var belavet paa en saadan Scene og sa a’ derfor ganske rolig og forundret paa ham, rystede paa Hovedet, som om jeg ikke forstod ham , og gjorde saa et T ræ k paa Skakbrædtet.