ErikBøghFraMineUngeDage

2 0 5 giver Overvinderen. Vi talte nu aldrig mere om Suitestraffen, men vi talte endnu m indre sammen end før. Hvad jeg fra først af havde forudset, ind ­ traf endelig. Mærkeligt nok, at det lod vente paa sig i næ sten halvandet Aar. En Form iddag i Skoletiden havde den ældste af Drengene faaet et usædvanlig stæ rk t Anfald af rebelsk Uvornhed. Det begyndte saa sm aat med, a t han kastede Pap irskug ler paa Søsteren, og han vedblev dermed, skønt det mere og mere alvorligt blev ham forbudt. Da det var aabenbar T rods, forsikrede jeg ham, at hvis han gentog sine F lovser en Gang endnu, skulde han faa P ry g l, men herpaa svarede han nok saa kæk, at jeg turde ikke slaa ham, for det havde hans F ader forbudt. Nu var der kun E t at gøre! „Gaa ind i Kammeret, og hen t S p a n sk ­ rø re t!“ — befalede jeg. H an gik, men gav sig med det Samme til at hyle saa højt, at det genlød over hele Gaarden — naturligvis i det Haab, at Faderen skulde komme ham til Undsæ tning. Det H aab slog im idlertid fejl, og da han endelig bestandig skraalende bragte det skrækkelige T ugteapparat,