ErikBøghFraMineUngeDage

2 0 4 jeg svarede, at jeg ikke trode paa dens V irk ­ ninger, hvilket jo v ar et Angreb paa en af Mandens Dogmer og følgelig fremkaldte en temmelig varm Debat. E fter at vi havde spist, gik vi ud i Haven, hvor der blev plukket K irsebæ r. Jeg gjorde Folkene opmæ rksom paa, at der oppe i Toppen p aa et af de højeste T ræ e r endnu var en hel H ø st at g ø re , og der blev derfor hentet en længere Stige, end den hidtil benyttede. Da den var blevet opstillet skyndte jeg m ig op ad den, og fik der oppe fra et fuldstændigt In d ­ blik i det om talte K vistkamm er. Ganske rigtigt! Der sad m ine to sm aa Ugolinoer i H u ng e rtaa rn et nok saa glade ved en vældig Sibøtte T ykm æ lk , overdrysset med P uddersukker, og led deres S tra f med god Appetit. A t jeg under et eller andet P aaskud fik lokket Deres F ad er op til m ig og vist ham denne efter m it Skøn fyldestgørende Motivering af, at jeg ikke trode paa Sultekuren — be­ høver jeg vel næppe at fortælle. Det var unegtelig en Sejr, men netop fordi den var saa fuldstændig og saa ubestridelig, var det en af dem, som den Overvundne nødig til