ErikBøghFraMineUngeDage

2 0 1 var det efter hans Opfattelse et lige saa u rokke­ ligt Lovbud: „W enn de K inders blife iinartig, skal man dem gife Sult-Kur, und wenn d e ’ ikke hjælp, nichts Anders, som noch m ehr Sult-Kuir!“ D isputten kunde derfor ikke faa anden Ende, end den, at jeg med alle fornødne F o r­ behold vilde forsøge, hvor længe det kunde ly k k e s, at holde Spillet gaaende under saa vanskelige Omstændigheder. Store Forhaab- ninger nærede jeg naturligvis ikke, men ved en forsigtig T ilbageholdenhed, der næppe gavnede Børnene og bidrog ikke lidt til at forøge min Isolation, lykkedes det m ig dog at undgaa det uafværgelige Sammenstød i meget længere T id, end jeg havde haabet. Der var isæ r tre T ing , som bødede paa min Ensomhed. Den første var et temmelig sto rt Bibliotek paa den ubeboede Hovedbygning. H erfra havde jeg altid fuldt op af historiske og æ stetiske Væ rker til A fbenyttelse i m in F ritid , og det var under m it Ophold paa F arum g a ard , at jeg fik Lejlighed til at supplere mit B ekendtskab med de ældre tyske K lassikere, med alle den romantiske Skoles Væ rker og „det unge T y sk