ErikBøghFraMineUngeDage

2 0 0

og for aabenbar T rods mod Læ reren , der gør den til u ltim a ra tio for Hævdelsen af hans Avtoritet. Det trøstede ham lidt, at vi var enige i saa m eget, men om vi end fra begge Sider kunde slaa os til Ro ved H aabet om, at intet af de to betegnede Tilfæ lde vilde ind­ træffe, forbeholdt jeg m ig d o g , hvis et af dem indtraf, at handle efter bedste Skøn. Derimod kom vi slet ikke til Enighed om det af ham foreslaaede S u rrogat for alle andre Straffe. Det var nem lig — Sult. S kønt jeg kunde slaa om m ig med C itater af Campes Seksten-B inds „Revisions Væ rk om Skole- og Opdragelses væ sen et“ (mellem hvis sidste Gen­ nem læ sere jeg haaber at kunne hævde m in Plads!) og anføre de mest udmæ rkede Avtoritets- vota mod denne fæle Straf, var hele m in pæda­ gogiske Viden uden V irkning overfor hans T ro s­ artikler, og af dem havde han adskillige, der lød temmelig paradoksale. N a a r der var Tale om Sygdomme og Læ gekun st, kunde ingen D isput rokke han s Overbevisning om at: „W enn m an b aar immer sp is’ Kærnmelchs- grot des Abends, blifer m an nimm er k ra n k .“ og i Henseende til Skoletugt og Børneopdragelse