ErikBøghFraMineUngeDage

1 9 9 værste Uenighedspunkt. Det kom først frem i hans K rav paa, at je g , n a ar Børnene forsaa sig, skulde overlade Straffen til ham . H erpaa kunde jeg kun svare, at hvis han strak s havde fortalt mig, at han vilde gøre et saadan t In d ­ greb i deres Læ rers Myndighed, vilde jeg aldrig have modtaget P ladsen, og at jeg endnu vilde være nødt til at fratræde den, hvis han i p a a ­ kommende Tilfælde gjorde denne F o rd ring gæ l­ dende. H erover kom det til en lang Udveks­ ling af vore forskellige Meninger, hvoraf jeg erfarede, at han — der v ar en brav Lægmand, som aldrig havde set Salzm anns eller Basedows Væ rker endsige forset sig paa F ilantropernes F antasieksperim enter — havde (maaske ved en for haard Opdragelse) faaet den fikse Id e, at Børn aldrig m aatte straffes med Prygl. Jeg søgte at berolige ham med den Fo rsikkring, at jeg ligesom han afskyede Legem sstraf i alle de T ilfæ lde, hvor den blev m isbrugt: f. Eks. for Dovenskab, Uefterrettelighed, Mangel paa Opmæ rksomhed, S ju skeri, Uorden o. desl. — og at der egenlig kun var to Tilfæ lde, hvori jeg betragtede den som baade berettiget og tjenligst af alle, nemlig for M ishandling af mindre Børn, hvor den bliver en naturlig Straf,