ErikBøghFraMineUngeDage

Mest ko rrek t vilde det naturligvis have væ ret: at anvende det ledige Overskud af Drift og K raft i m in nye Stillings Interesse, men det var ikke saa let sagt som gjort. A llerede ved den første Sam tale med m in P rincipal blev det mig klart, at han havde gjort sig et andet B e­ greb om mine P ligter og Rettigheder, end jeg- kunde gaa ind paa. S kønt han hverken havde læst 0111 G rækerne eller om deres Opdragelses- m aade, havde han tæ nk t sig, at en H uslæ rer ikke blot skulde sørge for Børnenes U ndervis­ n ing, men ligesom den antikke Pædagog være deres Fører, Oppasser og P aapasser i hele deres F ritid og følgelig selv gøre A fkald paa at have nogen saadan. Jeg m aatte derfor gøre ham opmærksom p aa, at den sidste Fo rd ring , som m an i Oldtiden kun stillede til en S lave, og i vore Dage enten m aatte holde en Hovm ester eller en Bonne til at opfylde, ikke kunde stilles til en H uslæ rer. Dog lovede jeg — i Betragtning af, at Børnene mere end ønskeligt havde væ ret overladte til sig selv — saa vidt m uligt, men uden Forpligtelse, at have T ilsyn med dem ogsaa udenfor Skoletiden, for saa vidt de var i m in Nærhed. Dermed var vi dog ikke komne over det 1 9 8