ErikBøghFraMineUngeDage

1 9 7 skrevet og ladet trykke i m in Digtsam ling, maa Publikum bedømme. Jeg skal kun attestere, at jeg den Gang skrev deslige Epistler cu rren te calamo, mens de senere, selv om de saa be­ tydelig lettere ud, er gaaet mere og mere lang ­ som t fra Haanden. Som S lutningen af det anførte B rudstykke viser, befandt jeg m ig paa den Tid i en nervøs U rostilstand, under et stadigt T ryk af den u til­ fredsstillede V irkelyst eller D rift, der kan ud ­ trykkes i Replikken: „Noget m aa der gø res“. Jeg havde utilbørlig længe opsat at læse til Eksamen, men havde i den korte Tid, der var levnet, opbudt hele m in Energi, læ st tidlig og silde, ikke tæ nk t paa noget som helst Andet, ja , om Natten kun drøm t om , hvilke Spørgs- maal der kunde komme bag paa mig. Nu, efter at Eksam en var vel overstaaet, var jeg ikke blot ov e ran stræ n g t, men da paa en Gang- A lt, hvad der havde optaget hele m in T anke og fremkaldt den stæ rke Spænding, var bo rt­ faldet, havde jeg en Følelse a f, at hele min H jæ rnes tidligere Møblement var udflyttet, og at den aandelige Verdens H o rro r v a c u i i den Anledning øvede sit P res paa mit Hoved. Noget maatte der gøres — men hv ad ?