ErikBøghFraMineUngeDage

1 9 5 for mig. Jeg væ rdsatte den ikke højere end f. Eks. m in Evne til at tegne efter N aturen — det vil sige: som en lille Fæ rdighed, der kunde more m ig selv og A ndre, men som jeg aldrig tænkte paa at udvikle. Det faldt mig lige saa lidt ind at lægge mig efter M etrik, som at studere Perspektivregler og Skyggelære. Hvad skulde vel en A lmuelæ rer med saadan unyttig Læ rdom? — Det var denne forknyttende Tro paa det uoverstigelige Maal for m in Stræben, der stækkede V ingerne paa mine Ønsker og lærte mig en urimelig R esignation, som siden udartede til en sentimental Forskruelse. Min Overraskelse over D igterens an er­ kendende Dom om Formen i den ene Romance, der var skrevet til en temmelig vanskelig Melodi — han skulde, som det blev m ig fortalt, end- ogsaa have brugt O rdet: „V irtuositet“ — steg derimod til Forbavselse. Jeg havde, uden at ane, at der var nogen ualm indelig Kunstfæ rdig­ hed deri, strængt fulgt Musikkens Rytm er og brugt korte L inier og samme Rim, hvor Øret fordrede det ved Gentagelse af samme m usi­ kalske Figur, og desuagtet undgaaet Benyttelsen af den sædvanlige Nødhjæ lp: de stødende In ­ versioner — alene fordi jeg syntes, at det kun 13*