ErikBøghFraMineUngeDage

194 Dette R im brev h a r faaet en sæ rlig B etyd­

ning for m ig af to Grunde.

Den første er: at det er det ældste af m ine m etriske Fo rsøg , som jeg er i S tand til at opvise. Den anden er, at det fik en lille H istorie. Den V en, til hvem det var sk revet, havde en B ekendt, der af og til kom i D igteren I n g e ­ m a n n s H us. T il denne sendte han et P a r Romancer, jeg havde sk rev et, tillige med en A fskrift af R im brevet (hvis S lu tn ing , ligesom her, v ar udeladt), og bad h am , om muligt at faa Digteren til at sige sin Mening om , hvor vidt de røbede nogen D igterbegavelse eller ikke. H erpaa kom der kort efter det Svar, '„ a t Inge­ m ann havde fundet Rom ancerne saa vel formede, at de kunde try k k es, hvor som helst, og at R im brevet viste en Magt over Sproget, som m an neppe skulde tiltro et ungt M enneske.“ Det er ganske naturligt, at jeg baade blev overrasket og glad over denne Udtalelse, men jeg skylder dog mig selv det V idnesbyrd, at Glæden ikke i m indste Maade gjorde mig ør i Hovedet eller udklækkede Indbildninger om, at den S ikkerhed og Lethed, hvormed jeg skrev Vers, nogensinde skulde faa p rak tisk Betydning